Seværdigheder i Edinburgh – Topattraktioner, skjulte perler & must-sees

Arthur's Seat er en ældgammel udslukt vulkan, der rejser sig 250 meter over Edinburgh som det højeste punkt i Holyrood Park. Robert Louis Stevenson kaldte den "a hill for magnitude, a mountain in virtue of its bold design." Den ligger omtrent halvanden kilometer øst for Edinburgh Castle og er geologisk set omkring 340 millioner år gammel – resterne af en vulkan, der var aktiv i Karbon-perioden. Navnet har intet med den legendariske konge at gøre; de fleste historikere mener, det er en forvanskning af gælisk, der betyder noget i retning af "Bueskytternes Højde".

Fra toppen er der 360-graders udsigt: Firth of Forth mod nord, Pentland Hills mod syd og Old Towns skyline direkte mod vest. Flere ruter fører derop, fra en blid græsskråning ved Dunsapie Loch på østsiden til den mere krævende tur via Salisbury Crags. Turen fra Palace of Holyroodhouse tager omkring 45 minutter i moderat tempo og passerer St Margaret's Loch og ruinen af St Anthony's Chapel undervejs.

Dette er et af de steder i Edinburgh, man bare skal opleve, dels fordi det er gratis, og dels fordi det er ægte natur – en rigtig vandretur med vind, vejr, mudret underlag og en udsigt, der sætter hele byen i perspektiv.

Calton Hill ligger for enden af Princes Street, en 100 meter høj stigning, der giver dig byens måske bedste udsigt over Edinburgh Castle og Old Town. Bakken er en del af UNESCO-verdensarven og har huset den skotske regering siden 1930'erne – St Andrew's House er bygget ind i den stejle sydside. På toppen har en klynge monumenter givet Edinburgh ry for at være "Nordens Athen": National Monument, der er modelleret efter Parthenon men efterladt ufærdigt i 1829, da pengene slap op, kaldes stadig "Edinburgh's Disgrace". Her finder man også Nelson Monument (et teleskopformet tårn fra 1816), Dugald Stewart Monument, Robert Burns Monument og det gamle byobservatorium.

Udsigten fra toppen er ekstraordinær i alle retninger – slottet og Old Town mod vest, Firth of Forth og bakkerne i Fife mod nord, Arthur's Seat mod øst. Turen op fra østsiden tager ti minutter og er langt mindre anstrengende end Arthur's Seat, hvilket gør dette til byens mest tilgængelige udsigtspunkt.

Calton Hill er en af de attraktioner, der både belønner de arkitekturinteresserede (monumenterne er sære og fascinerende) og dem, der bare vil sidde på en bænk med en sandwich og se ud over byen.

Edinburgh Castle troner på Castle Rock, en vulkansk klippeprop, som mennesker har beboet siden i hvert fald jernalderen. Der har ligget en kongelig borg her siden Malcolm 3.s regeringstid i det 11. århundrede, og det fungerede som kongelig residens indtil 1633. En undersøgelse i 2014 talte 26 belejringer i dets 1.100-årige historie – en rekord, der giver det titlen som det mest belejrede sted i Storbritannien. Få bygninger overlevede den ødelæggende Lang Siege i 1573; de vigtigste undtagelser er St Margaret's Chapel fra det tidlige 12. århundrede (Edinburghs ældste bygning), det kongelige palads og Great Hall fra det 16. århundrede.

Indenfor huser slottet Honours of Scotland – kronen, scepteret og sværdet, der udgør de ældste bevarede kronjuveler i Storbritannien. Stone of Destiny, som skotske konger blev kronet på, står i nærheden. National War Museum holder til i et krudthus fra 1700-tallet på området, og One O'Clock Gun affyres fra Half Moon Battery alle hverdage. Med over 2,2 millioner besøgende i 2019 er det Skotlands mest besøgte betalte attraktion.

Hvis du overvejer, hvad du skal se i Edinburgh, kræver slottet mindst en halv dag. Køerne ved hovedporten kan være brutale i juli og august – op til en time – især under Fringe-festivalen, hvor Esplanaden lægger grund til Royal Edinburgh Military Tattoo hver aften.

Palace of Holyroodhouse er den britiske monarks officielle residens i Skotland og bruges af kongen en uge hver sommer under Holyrood Week. Det voksede fra at være et gæstehus tilknyttet Holyrood Abbey – grundlagt i 1128 af kong David 1. – til et fuldt palads i løbet af 1500-tallet under James 4. og James 5. Mary Queen of Scots tilbragte seks turbulente år her mellem 1561 og 1567, og hendes private gemakker i nordvesttårnet er blandt de mest atmosfæriske rum i Skotland. Det var her, hendes italienske sekretær David Rizzio blev stukket ned 56 gange for øjnene af hende af en gruppe protestantiske adelsmænd – en begivenhed, der ændrede Skotlands historie.

Statsgemakkerne fremviser kongelige portrætter, gobeliner og møbler samlet gennem fire århundreder. Ruinerne af Holyrood Abbey, der stammer fra det 12. århundrede, er tilgængelige fra paladsets område og er en smuk, spøgelsesagtig tilføjelse. Bag paladset rejser Holyrood Park og Arthur's Seat sig dramatisk – et af de mest uventede bylandskaber i Europa.

Hvis man vil se noget i Edinburgh, der kombinerer ægte kongelig historie med levende kongelig funktion, er Holyroodhouse svaret. Det er ikke et museum – det er et fungerende palads, der stadig lukker dørene, når kongen er hjemme.

Royal Mile er rygraden i Edinburghs Old Town og løber næsten præcis en mil ned ad bakke fra Edinburgh Castle til Palace of Holyroodhouse. Det er ikke en enkelt gade, men en kæde af seks – Castle Esplanade, Castlehill, Lawnmarket, High Street, Canongate og Abbey Strand – hver med sin egen karakter. Betegnelsen blev først almindelig i det tidlige 20. århundrede. Undervejs skyder smalle gyder (closes) sig ind til begge sider og gemmer på baggårde, museer og bevarede fragmenter af middelalderens Edinburgh, som de fleste turister går lige forbi.

I midten ligger Parliament Square, hjemsted for både Skotlands højesteret, St Giles' Cathedral og en rytterstatue i bronze af Charles 2. Under Edinburgh Fringe i august bliver High Street et tætpakket spektakel af gadekunstnere, flyers og folk i kø – elektrisk for nogle, overvældende for andre. Resten af året er her travlt men overskueligt, med morgener og sene aftener som de roligste tidspunkter.

Royal Mile har sin andel af tartan-og-fudge-butikker, men de bedste oplevelser i Edinburgh gemmer sig bogstaveligt talt i gyderne – Riddle's Court, Brodie's Close, White Horse Close nær bunden. Gå på opdagelse i så mange som muligt; det er der, den virkelige historie lever.

St Giles' Cathedral – rettelig High Kirk of Edinburgh – har stået på Royal Mile siden det 14. århundrede, selvom en kirke har ligget på stedet siden mindst det 12. århundrede. Den var centrum for den skotske reformation: John Knox tjente som præst her fra 1559, og hans indflydelse fra denne prædikestol formede ikke bare skotsk religion men presbyteriansk kristendom verden over. I 1637 udløste et forsøg på at påtvinge menigheden en ny bønnebog et oprør her, der var med til at starte Wars of the Three Kingdoms. Bygningen blev opdelt flere gange gennem århundrederne – brugt som fængsel, domstol, markedsplads – før den blev restaureret til én samlet kirke i 1929.

Det mest ekstraordinære rum indenfor er Thistle Chapel, tilføjet mellem 1909 og 1911 efter tegninger af Robert Lorimer. Det er Skotlands svar på Garter Chapel i Windsor – et intimt rum, hvor Tidselordenen, Skotlands højeste ridderorden, afholder sine ceremonier. Det udskårne træværk er ekstraordinært: kig efter englen, der spiller sækkepibe over orglet. Glasmosaikkerne inkluderer værker af James Ballantine og et vindue af Edward Burne-Jones.

Der er gratis adgang, men donationer opfordres. Den trak over en million besøgende i 2018, hvilket gør den til en af de største attraktioner i Edinburgh, men hverdagsmorgener er pålideligt roligere end eftermiddagens turistbølge.

Camera Obscura holder til i Outlook Tower på Castlehill, kun få meter fra porten til Edinburgh Castle – det er bygningen med kuplen på toppen, som man går forbi og tror er en del af slottet. Attraktionen blev grundlagt i 1835 af iværksætteren Maria Theresa Short, som oprindeligt udstillede den på Calton Hill, før den rykkede herind. Tårnet har været museum siden slutningen af 1890'erne, hvilket gør det til en af Skotlands ældste turistattraktioner bygget til formålet. Det originale camera obscura – et roterende periskopsystem af linser og spejle, der projicerer et levende billede af byen ned på en hvid skål – virker stadig og overrasker folk, der ikke forventede det store.

Fem etager med interaktive udstillinger omgiver kameraet: hologrammer, en spejllabyrint, en hvirvelstrømstunnel, der for alvor leger med din balanceevne, og optiske illusioner. Tagterrassen giver 360-graders udsigt over Royal Mile, slottet og resten af byen. Det er stærkt på den sjove, videnskabelige vinkel og fungerer godt for børn, selvom voksne ofte også bliver grebet af det.

Med en pris omkring £22 for voksne er det ikke billigt, men kombinationen af et fungerende victoriansk optisk instrument og solide udstillinger gør det pengene værd. For familier, der leder efter noget at lave på en regnvejrsdag, er det her det oplagte svar.

Dean Village ligger i en stejl kløft ved Water of Leith, cirka ti minutters gang nordvest for West End – tæt nok på centrum til at være tilgængeligt, men dybt nok under gadeniveau til at føles totalt isoleret. Navnet kommer fra "dene", der betyder dyb dal, og landsbyen var i århundreder kendt som "Water of Leith Village". Det var et succesfuldt møllecenter i over 800 år med mindst elleve aktive møller på sit højdepunkt, alle drevet af floden. De gamle kornmagasiner og møllebygninger overlevede industridøden, primært fordi landsbyen var så besværlig at nå frem til og bygge om.

I dag er hovedattraktionen simpelthen udseendet: stenhuse, møllebygninger omdannet til lejligheder, smalle stier langs flodbredden og den dramatiske bue fra Dean Bridge – bygget af Thomas Telford i 1832 – der tårner sig op over det hele. Well Court, et victoriansk boligkompleks opført i 1884 af udgiveren John Ritchie Findlay, tilføjer et tydeligt Arts and Crafts-præg på den nordlige bred. Flodstien forbinder Dean Village med Stockbridge i den ene retning og Scottish Gallery of Modern Art i den anden.

Hvis du vil se noget i Edinburgh, som de fleste misser, ligger Dean Village højt på listen. Det er fotogent, gratis, og meget få af de turister, der fotograferer slottet, finder nogensinde herned.

Edinburghs Old Town er den del af byen, der eksisterede, før New Town blev bygget på den anden side af dalen mod nord i 1760'erne. Sammen udgør de et UNESCO-verdensarvssted – Old Town for sin middelalderlige byplan og bygninger fra reformationstiden, New Town for sin georgianske byplanlægning. Den gamle bydel voksede frem langs en vulkansk højderyg med Edinburgh Castle i toppen og Holyrood i bunden, og den naturlige geografi tvang byggeriet i vejret – etageejendomme her var blandt de højeste i Europa i 1600-tallet, nogle på op til 14 etager. De smalle gyder, der løber vinkelret på højderyggen, var ofte så trange, at man kunne røre bygningerne på begge sider samtidig fra de øverste etager.

Kernen i Old Town er Royal Mile, men området strækker sig langt ud over den: Grassmarket og Cowgate skærer gennem dalen mod syd; George IV Bridge og the Bridges fører trafikken mod øst; Greyfriars, universitetet og The Meadows breder sig mod syd. Tætheden af bevaret historisk bygningsmasse er usædvanlig for en britisk by – de fleste overlevede ikke det 19. århundredes begejstring for at rive ned og bygge nyt.

Hvis man vil opleve Edinburghs historiske lag, er det i Old Town, man skal bruge det meste af tiden. Udfordringen er at vide, hvor man skal kigge – de bedste ting er ofte umarkerede og gemt nede ad gyder, der ser ud til at være blindgyder.

Grassmarket ligger i en naturlig lavning nedenfor Edinburgh Castle, beskyttet på tre sider af Old Towns højdedrag. Det var officiel markedsplads fra mindst 1477 og forblev byens vigtigste marked for kvæg og varer i århundreder. Det var også Edinburghs primære rettersted indtil 1784 – et kors nedfældet i brostenene nær østenden markerer galgens plads. Ofrene inkluderede de Covenanters, der blev dræbt under 1680'ernes religiøse forfølgelser, og seriemorderne Burke og Hare solgte nogle af deres ofres lig til lægeskolen fra en kro i nærheden. Historien bliver ikke gemt væk; pubberne lever højt på den.

I dag er Grassmarket et af Edinburghs mest koncentrerede områder for pubber og restauranter, hvor slottet tårner sig op på klippen ovenover og giver enhver udendørs servering en dramatisk baggrund. Der er en ægte lokal pubkultur side om side med turisterne – The Last Drop, The White Hart Inn (en af Edinburghs ældste pubber) og The Beehive ligger alle inden for kort afstand. Uafhængige butikker, vintagetøj og et fast marked holder området varieret.

For dem, der laver en liste over ting at se i Edinburgh ud over det oplagte, er Grassmarket om aftenen – især en fredag, hvor slottet er oplyst – en oplevelse, der hænger ved. Den nærliggende Victoria Street og udsigtspunktet The Vennel er begge i gåafstand.

Greyfriars Kirk blev bygget mellem 1602 og 1620 på jord, der havde tilhørt et franciskanerkloster, som blev opløst ved Reformationen. Menigheden sporer sin oprindelse tilbage til 1598. I 1638 blev National Covenant underskrevet her – et dokument, der forpligtede Skotland til presbyterianisme frem for det bispestyre, Charles 1. forsøgte at indføre, og som satte landet på kurs mod borgerkrig. Kirken blev beskadiget under Cromwell, fik sit tårn ødelagt ved en eksplosion i 1718 og var opdelt i to separate menigheder i over et århundrede, før den blev genforenet i 1929. Glasmosaikkerne inkluderer værker af James Ballantine og et fint monument fra 1600-tallet til Margaret, Lady Yester.

Den omkringliggende kirkegård, Greyfriars Kirkyard, er lige så historisk væsentlig som selve kirken. Pestofre ligger begravet her, ligesom mange skikkelser fra Edinburghs fortid, og graven for Greyfriars Bobby – skyeterrieren, der efter sigende vogtede sin ejers grav i 14 år efter hans død i 1858 – findes også herinde. En lille statue af Bobby står på fortovet udenfor, slidt glat af hænder, der klapper den for held.

Der er gratis adgang til kirken, og den holder ugentlige gudstjenester på gælisk, hvilket holder liv i en tradition, der går tilbage til det tidlige 18. århundrede. Det er værd at bruge en halv time her, når man er i Old Town – kirkegården alene rummer flere lag af historie, end de fleste steder præsterer på en hel dag.

Princes Street Gardens optager dalen mellem Old Town og New Town og løber langs sydsiden af Princes Street i skyggen af Edinburgh Castles nordvæg. Stedet var engang Nor Loch – en kunstig forsvarsø, der desværre også fungerede som kloak for Old Town. Den blev drænet i etaper i 1760'erne, da New Town blev bygget mod nord, og haverne blev anlagt i 1820'erne. Jernbanen mellem Edinburgh og Glasgow blev skåret gennem dalen i 1846, og man kan stadig se og høre togene køre gennem den nedre del af de vestlige haver.

Haverne er delt i to sektioner ved The Mound: East Gardens (3,4 hektar), som er mere formel og huser Ross Bandstand og springvandet; og den større West Gardens (11,7 hektar), der strækker sig mod Lothian Road forbi Scott Monument. Begge har udsigt direkte op til Edinburgh Castle, og synet af slottet fra East Gardens i skumringen er et af de mest fotograferede motiver i Skotland. Ved juletid huser haverne et stort marked og tivoli, som de lokale har et kompliceret forhold til.

For en gratis time i Edinburgh er det svært at slå en pause på græsset i West Gardens med slottet ovenover. Haverne er åbne fra 7 om morgenen til sen aften og er af gode grunde blandt de mest besøgte steder i byen.

Royal Yacht Britannia tjente den britiske kongefamilie fra 1954 til 1997, sejlede over en million sømil og var vært for statsoverhoveder, kongelige bryllupsrejser og statsmiddage gennem 44 års tjeneste. Da regeringen besluttede ikke at finansiere en erstatning i 1997, var ceremonien ved dens tagen ud af drift mærkbart følelsesladet – dronningen blev fotograferet med tårer i øjnene på kajen i Portsmouth. Britannia blev efterfølgende fortøjet permanent ved Ocean Terminal i Leith, Edinburghs havneområde, hvor den har været en turistattraktion siden 1998.

Den selv-guidede lydtur (indtalt af tidligere besætningsmedlemmer) bevæger sig gennem statsgemakkerne, kongefamiliens private kvarterer, maskinrummet og mandskabets messer. Kontrasten mellem den store spisestue – hvor dronningen var vært for Mandela, Reagan og Jeltsin – og de spartanske køjerum, der husede 220 besætningsmedlemmer, er slående. Skibets interiør er stort set uændret fra 1970'erne, hvilket giver det hele en sær, intim tidskapsel-kvalitet. Statsgemakkerne har en afdæmpet, nærmest forstadsagtig stil, der siger mere om kongefamiliens faktiske smag end noget palads.

Britannia ligger i Leith, omkring 5 km fra Old Town. Det er en af de mere populære ting at gøre i Edinburgh for besøgende med en hel dag til rådighed, og billetprisen (omkring £18–19) inkluderer en udmærket lydguide.

Scott Monument er et 61 meter højt victoriansk gotisk spir i East Princes Street Gardens, bygget mellem 1840 og 1846 for at mindes Sir Walter Scott, der døde i 1832. Det er verdens næststørste monument for en forfatter, kun overgået af José Martí-monumentet i Havana. Arkitekten, George Meikle Kemp, vandt opgaven gennem en konkurrence og så aldrig sit monument færdigt – han druknede i en kanal i 1844, to år før åbningen. Strukturen er besat med 64 udskårne figurer, der repræsenterer karakterer fra Scotts romaner, arrangeret omkring en central statue af Scott selv, der sidder med sin hjortehund Maida.

Besøgende kan klatre op ad 287 trin gennem fire smalle udkigsgallerier til toppen; hvert niveau bliver mere klaustrofobisk, men belønningen i form af udsigt vokser tilsvarende. Turen op tager 20–25 minutter og er reelt stejl i de øverste sektioner. Udsigten fra den øverste platform inkluderer slottet, Calton Hill, Arthur's Seat, fjorden og Fife på en klar dag. Billetprisen er beskeden på £8 – det er en af de billigere betalte udsigter i byen.

Det udvendige stenarbejde, hugget i Binny-sandsten, er blevet næsten sort med alderen og Edinburghs historiske kulrøgsatmosfære. Det giver monumentet en udpræget gotisk, lettere dyster kvalitet, der passer byen godt. Det er blandt de mere sære og tilfredsstillende steder at besøge i Edinburgh.

Scottish Parliament Building ved Holyrood blev tegnet af den catalanske arkitekt Enric Miralles og åbnede i 2004 – tre år forsinket og med en endelig pris på omkring £414 millioner, sammenlignet med de oprindelige estimater på £10–40 millioner. Budgetoverskridelserne gjorde det til en af de mest kontroversielle offentlige bygninger i skotsk historie, og en stor undersøgelse blev afholdt før åbningen. Miralles selv døde i 2000, fire år før bygningen han tegnede stod færdig. Trods kontroversen vandt den Stirling-prisen i 2005 – arkitekturens højeste britiske æresbevisning – og er blevet rost bredt af kritikere som et seriøst og ambitiøst værk.

Designet trækker på skotsk landskab og billedsprog: taglinjerne refererer til vendte både og blade, den udvendige beklædning bruger eg fra Kielder Forest, og vinduerne i parlamentsmedlemmernes kontorer refererer til et Raeburn-maleri af en skøjtende mand. Debatsalen er midtpunktet – et ege-paneleret rum med en dramatisk tagkonstruktion, der lukker naturligt lys ind. Besøgende kan overvære debatter fra tilhørerlogen, når parlamentet sidder, eller tage en guidet tur i bygningen, når der er pause.

Bygningen ligger lige overfor Palace of Holyroodhouse ved foden af Royal Mile, hvilket gør den til et naturligt stop, når man går turen mellem slottet og paladset. Der er gratis adgang til de offentlige områder.

Victoria Street blev bygget i 1830'erne som en del af en plan for at forbedre adgangen mellem George IV Bridge og Grassmarket ved at skære gennem de sammenfiltrede middelaldergyder i Old Town. Resultatet er en buet gade i to niveauer – butikker på det nedre brostensbelagte niveau, en hævet terrassegang ovenover – med en række malede butiksfacader i blå, røde, grønne og lilla farver, der gør det til et af de mest karakteristiske gadebilleder i Edinburgh. Den buede terrasse ovenover tilgås fra George IV Bridge og giver en anden vinkel på butikkerne nedenfor.

Gaden nævnes ofte (uden faste beviser) som inspiration for Diagon Alley i Harry Potter-bøgerne – J.K. Rowling boede i Edinburgh, da hun skrev de tidlige romaner, og Old Towns geografi fodrede tydeligvis hendes fantasi. Uanset om forbindelsen er virkelig, lægger gadens atmosfære op til sammenligningen: smal, lidt skæv, fuld af små specialbutikker, der sælger usædvanlige ting. Antics (legetøj), Armstrongs (vintagetøj) og The Bow Bar på toppen er alle værd at stoppe ved.

Victoria Street er oprigtigt fotogen på en måde, der belønner et besøg om morgenen, før menneskemængderne ankommer. Det er en kort gåtur fra Grassmarket og Royal Mile, hvilket gør det nemt at kombinere med nærliggende seværdigheder i Edinburgh under enhver tur i Old Town.

Dunbar's Close Garden er en formel have gemt væk nede ad en gyde i Canongate-delen af Royal Mile, skabt i 1978 af Mushroom Trust som en gave til byen. Den er anlagt i stil med en skotsk have fra 1600-tallet – den slags lukkede, formelle haver, der ville have hørt til en rig købmands gård i den periode. Selve gyden er smal og ser ikke ud af noget, hvilket gør havens pludselige åbning så meget desto mere effektfuld. Indenfor finder man grusstier, klippede buksbomhække, stenmure og planter, der inkluderer gamle rosesorter, urter og stauder valgt for at passe til perioden.

Haven er lille – man kan gå rundt om den på fem minutter – men den bliver passet med omhu og tilbyder en helt rolig pause midt i en af Skotlands travleste turistgader. Bænke langs murene gør det til et godt sted at hvile benene. Åbningstiderne er begrænsede (cirka 07:00 til 16:30 dagligt), og den lukker helt om vinteren.

For dem, der går tur på Royal Mile og leder efter oplevelser, der hverken kræver planlægning eller penge, er Dunbar's Close den slags fund, der redder dagen. De fleste af de tusindvis af mennesker, der passerer indgangen hver dag, aner ikke, hvad der gemmer sig bag murene.

Hermitage of Braid er et lokalt naturreservat på 60 hektar i det sydlige Edinburgh, placeret mellem Braid Hills og Blackford Hill. Braid Burn-åen løber gennem midten, flankeret af sektioner med gammel skov – mest bøg, eg og ask – med åbne stier og flere stejlrandede dale. Inde i reservatet ligger det tidligere Braid-gods, herunder Hermitage House, et landsted fra 1700-tallet, der nu fungerer som besøgscenter. En lille fælleshave, restaureret i 2014 og drevet af Friends of the Hermitage, dyrker medicinske planter og krydderurter på stedet, hvor den oprindelige godshave lå.

Reservatet forbinder direkte til Blackford Hill mod nordøst, som har åbne udsigter over byen og huser Royal Observatory Edinburgh (ikke åbent for offentligheden, men synligt på højderyggen). Sammen udgør Hermitage og Blackford Hill en længere gåtur på 2–3 timer, der tager dig langt syd for byens turistmaskine og ud i terræn, der føles som rigtig natur.

Dette er den slags sted, som Edinburghs indbyggere betragter som deres egen hemmelighed og sjældent nævner for besøgende – hvilket er præcis derfor, det er en mindeværdig tilføjelse til enhver liste over steder i Edinburgh. Det kan nås med bus fra centrum og tager omkring 30 minutter at komme til.

Stockbridge er et kvarter i det nordlige Edinburgh, der oprindeligt var en selvstændig landsby, før den blev opslugt af byen i det 19. århundrede. Navnet er ligetil skotsk: "stock brig", der betyder træbro, med henvisning til broen over Water of Leith – den nuværende stenversion stammer fra 1801. Maleren Henry Raeburn (1756–1823) ejede de to tilstødende godser her – Deanhaugh og St Bernard's – og udviklede dem sammen med arkitekten James Milne. Ann Street, som Raeburn designede og opkaldte efter sin kone, er en af de få gader i New Town med private forhaver på begge sider, og er i al stilfærdighed en af de mest eftertragtede adresser i Edinburgh.

Kvarteret har i dag en stærk selvstændig karakter: hovedgaden (Raeburn Place og St Stephen Street) er foret med gode kaffebarer, et solidt udvalg af antikvariater, en fin ostebutik, flere delikatesser og uafhængige restauranter. Især St Stephen Street har bevaret en let boheme-kant. Søndag formiddag byder på Stockbridge Market, afholdt på St Stephen Place, som er det bedst besøgte faste marked i byen.

Stockbridge er en halv dag værd for alle, der er interesserede i, hvordan Edinburgh faktisk lever til daglig, snarere end hvordan den præsenterer sig for turister. Water of Leith-stien forbinder den med Dean Village og Gallery of Modern Art. Hvis man leder efter ting at lave i Edinburgh væk fra hovedstrøget, er Stockbridge det oplagte svar.

Water of Leith Walkway er en 20 km lang offentlig sti for gående og cyklister, der følger Water of Leith fra Balerno i byens sydvestlige udkant til havnen i Leith. Floden løber gennem Edinburghs geografi på en måde, der formede byen: den drev møllerne i Dean Village i otte århundreder, den definerede grænsen for middelalderlige bosættelser, og den udhulede den kløft, der gør Dean Village så skjult. Stien snor sig gennem alt dette og passerer Gallery of Modern Art, Dean Village, Stockbridge, Royal Botanic Garden og et stykke overraskende vild flodbred gennem Canonmills.

De fleste besøgende går sektioner snarere end de fulde 20 km. Det mest givende bymæssige stræk løber fra Gallery of Modern Art gennem Dean Village til Stockbridge – cirka 3 km, rundt regnet 45 minutter, gennem den landskabsmæssigt mest varierede del af ruten. Stien er velholdt med skiltning hele vejen. Flere steder løber floden gennem smalle skovklædte kløfter, der føles langt væk fra nogen storby; man ser af og til hejrer og, på den rette tid af året, isfugle.

Hvis man vil se noget i Edinburgh ud over den centrale turistkorridor, er Water of Leith den bedste lineære rute. Den forbinder flere kvarterer og seværdigheder i rækkefølge, bruger ingen offentlig transport og er gratis.

Museum of Edinburgh, stadig bredt kendt som Huntly House efter bygningen det bor i, ligger på Canongate 142–146 på den nedre del af Royal Mile. Bygningen er et byhus fra 1500-tallet med en karakteristisk gulmalet facade og kamtakkede gavle, bygget omkring 1570 til medlemmer af Clan Gordon. Det blev købt af Incorporation of Hammermen (et laug af metalsmede) i 1647, udvidet af arkitekten Robert Mylne og overtaget af Edinburgh by i 1924, da det var truet af nedrivning.

Indenfor fortæller museet Edinburghs lokale historie gennem en labyrint af forbundne rum fordelt på tre etager: rum der dækker byens håndværkerlaug, en original kopi af National Covenant underskrevet i Greyfriars i 1638, feltmarskal Earl Haigs skrivebord fra hans hovedkvarter under Første Verdenskrig, James Craigs originale planer fra 1767 for New Town og en samling af skotsk kunsthåndværk inklusiv sølv, glas, keramik og standure. Den samlede samling tæller omkring 220.000 genstande på tværs af alle Edinburghs bymuseer.

Der er gratis adgang, og der er åbent onsdag til søndag. For besøgende, der vil forstå Edinburgh som en by og ikke bare en samling historiske bygninger, er dette stedet – og her er typisk meget mere stille end på National Museum på Chambers Street. At finde det er den halve oplevelse; det falder næsten i ét med husrækken på Royal Mile.

National Museum of Scotland på Chambers Street er Skotlands mest populære turistattraktion med over 2,2 millioner besøgende i 2019 – flere end Edinburgh Castle. Det blev dannet i 2006 ved en fusion af to bygninger med meget forskellige personligheder: det moderne Museum of Scotland (åbnet 1998) dækker skotsk historie og kultur, mens den tilstødende victorianske bygning – påbegyndt i 1861 med en skyhøj centralhal i støbejern – tager sig af naturhistorie, videnskab, teknologi og verdenskulturer. Sammen rummer de et bemærkelsesværdigt udvalg af genstande, fra en fuldstørrelses Spitfire til egyptiske mumier.

De højdepunkter, folk taler mest om: Fåret Dolly, det første pattedyr klonet fra en voksen celle, står i en glasmontre og ser ganske upåvirket ud af sin historiske betydning. Millennium Clock, en fire meter høj kinetisk skulptur, ringer hver time på klokkeslættet. The Scottish Maiden – en tidlig halshugningsmaskine, der går forud for den franske guillotine – har givet skolebørn mareridt i generationer. Elton Johns jakkesæt er her også, af grunde Skotland har gjort helt til sine egne. Der er gratis adgang til hele komplekset.

Hvis man leder efter steder at besøge i Edinburgh med børn, er museet den absolut bedste mulighed – mindst tre timer og engagerende hele vejen igennem. Tagterrassen, som man når via Tower Restaurant, giver uventet god udsigt over Old Town.

National War Museum ligger inde på Edinburgh Castle i et krudthus fra 1700-tallet, der blev omdannet til museum i 1933. Det hed tidligere Scottish United Services Museum og Scottish Naval and Military Museum før sit nuværende navn, og drives af National Museums Scotland. Samlingen dækker 400 års skotsk krigshistorie – fra 1600-tallet gennem begge verdenskrige og frem – ved hjælp af våben, uniformer, medaljer, personlige breve og udstyr for at fortælle individuelle historier snarere end kun strategiske overblik.

I modsætning til mange militærmuseer, der fokuserer på kampagner og kort, er dette orienteret mod, hvordan det faktisk var: udstyret soldaterne bar, medaljerne de fik og hvad de betød, oplevelsen på hjemmefronten. Særligt stærke sektioner dækker højlandsregimenterne og deres særprægede kultur i den britiske hær – betydningen af kilten, sækkepiberne, regimentstraditionerne. Museet huser også regimentssamlinger for Royal Regiment of Scotland og Royal Scots Dragoon Guards.

Entré er inkluderet i din billet til Edinburgh Castle, hvilket gør det nemt at overse som en eftertanke. Gør ikke det – det er en times dedikeret opmærksomhed værd. Af alle seværdigheder inde på selve borgområdet er dette det mest givende rum, som de fleste besøgende haster igennem.

Scottish National Gallery of Modern Art holder til i to nyklassicistiske bygninger på Belford Road, vest for byens centrum – Modern One og Modern Two, der ligger overfor hinanden på et anlagt grønt område. Samlingen dækker moderne kunst og samtidskunst fra omkring 1900 til i dag med over 6.000 malerier, skulpturer, installationer, tryk og videoværker. Modern One har den stærkeste faste samling: Skotske kolorister (Cadell, Peploe, Fergusson), tysk ekspressionisme, surrealisme og væsentlige værker af skotske kunstnere som John Bellany og Alan Davie. Modern Two, det tidligere Dean-børnehjem, huser Eduardo Paolozzis atelier og skiftende samtidsudstillinger.

Udenfor blev Charles Jencks' Landform – en halvmåne af græsklædte terrasserede høje omkring en buet dam – installeret i 2002, og den er blevet det mest genkendelige stykke offentlig kunst i Edinburgh. Det er gratis at gå igennem, uanset om man går ind i gallerierne eller ej. Caféen er god, og terrassen er behagelig i ordentligt vejr.

Der er gratis adgang til den faste samling; store midlertidige udstillinger koster penge. Gallerierne er oprigtigt gode, og en stor del af deres appel er, at her ikke er så overrendt som på de centrale museer. Dette er en roligere, mere fordybende måde at bruge tiden på end at kæmpe sig gennem National Museum – og for kunstelskere, der overvejer steder at besøge i Edinburgh ud over det oplagte, er den korte tur herud det hele værd.

Scottish National Gallery ligger på The Mound i en nyklassicistisk bygning tegnet af William Henry Playfair og åbnet for offentligheden i 1859. Det huser Skotlands nationale samling af finere kunst, der spænder fra den tidlige renæssance til starten af det 20. århundrede. Bygningen forveksles ofte med sin umiddelbare nabo, Royal Scottish Academy – de ser næsten identiske ud fra Princes Street, begge tegnet af Playfair. Galleriet er nu officielt omdøbt til "The National" af National Galleries Scotland, men de lokale kalder det stadig ved det gamle navn.

Samlingen har reel dybde. Botticelli, Raphael, Titian, Rembrandt, Vermeer, Constable, Monet og Van Gogh er alle repræsenteret. De skotske rum er særligt stærke med hovedværker af Allan Ramsay, Henry Raeburn og David Wilkie – malere, der definerede, hvordan Skotland forstod sig selv under Oplysningstiden og derefter. Selve bygningen er besøget værd: det ottekantede Tribune-rum har en kuppel med ovenlys, og proportionerne i hele interiøret er usædvanligt tilfredsstillende.

Der er gratis adgang. Det er en af de bedste seværdigheder i Edinburgh, netop fordi de fleste turister er oppe på slottet, mens du har en Titian næsten for dig selv. Caféen i underetagen er udmærket og har udsigt gennem søjlegangen mod Princes Street Gardens.

Surgeons' Hall er hovedkvarter for Royal College of Surgeons of Edinburgh, et af de ældste kirurgiske selskaber i verden – dets charter stammer fra 1505. Den nuværende bygning blev tegnet af William Henry Playfair og færdiggjort i 1832, en smuk Greek Revival-struktur på Nicolson Street. Museet, der er knyttet til den, er Skotlands største medicinske museum og er blevet anerkendt af den skotske regering som en samling af national betydning. Det genåbnede efter en stor ombygning i september 2015.

Samlingen er ikke for alle – den indeholder anatomiske præparater, patologiske udstillinger og kirurgiske instrumenter, der går flere århundreder tilbage – men den præsenteres eftertænksomt snarere end sensationelt. Edinburgh har et særligt krav på medicinhistorien: byens anatomer og kirurger drev store fremskridt i det 18. og 19. århundrede, og Burke og Hare-mordene i 1828, hvor 16 mennesker blev dræbt for at forsyne anatomiskolen med lig, er en del af den kontekst, museet adresserer direkte. History of Surgery Museum og Wohl Pathology Museum udgør de primære udstillingsrum.

Anbefales til alle med tolerance for det virkeligt særprægede og en nysgerrighed efter, hvordan moderne kirurgi blev opfundet.

Stockbridge Market kører hver søndag på St Stephen Place, en lille plads gemt lige væk fra hovedgaden i Stockbridge. Det har kørt siden omkring 2006 og er blevet det mest konsekvent gode faste marked i Edinburgh – omkring 40–50 boder, mest mad, med lidt kunsthåndværk og planter indimellem. Producenterne er næsten udelukkende skotske: oste fra øerne, røget fisk, vildt, charcuteri, surdej, økologiske grøntsager og bagværk, der jævnligt skaber kø. Street food-boderne roterer, men kvaliteten er pålideligt høj.

Markedet tiltrækker et næsten helt lokalt publikum på en typisk søndag formiddag, hvilket giver det en anden atmosfære end det turist-orienterede Edinburgh Farmers' Market på Castle Terrace. Folk gør deres faktiske ugentlige indkøb her, hvilket betyder, at boderne sælger seriøse mængder, og producenterne er den ægte vare snarere end boutique-operationer. Det kører fra 10 til 16 uanset vejret – stamkunderne er dedikerede.

For besøgende er dette en af de bedre ting at gøre i Edinburgh på en søndag formiddag: gå fra Old Town gennem Dean Village langs Water of Leith (cirka 30 minutter), ankom til markedet kl. 11, og fortsæt derefter nordpå til Royal Botanic Garden.

Holyrood Park er en offentlig park på 260 hektar, der ligger umiddelbart øst for Edinburghs Old Town og omkranser Arthur's Seat og klipperne ved Salisbury Crags. Den blev skabt i 1541, da James 5. fik indhegnet området med en stenmur som jagtmark for hoffet på Holyroodhouse. Parken rummer bakker, søer, basaltklipper, gorse-buske og store områder med åben hede. Tre søer ligger spredt i landskabet: St Margaret's Loch (med ruinen af St Anthony's Chapel ovenover), Dunsapie Loch og Duddingston Loch, som er et fuglereservat.

Hele parken blev fredet som fortidsminde i 2013 i anerkendelse af den ekstraordinære tæthed af arkæologiske levn – hyttetomter, marksystemer og terrasser fra forhistorisk og middelalderlig bosættelse. Queen's Drive går i en sløjfe gennem parken for biler og cykler, men de fleste udforsker den til fods. Ruterne spænder fra flade ture langs søerne til den fulde opstigning af Arthur's Seat på 250 meter.

Holyrood Park er byens vilde hjerte – og ægte vildt, med rigtigt vejr, sumpet underlag og dyreliv, der inkluderer vandrefalke. Det er gratis, åbent hele døgnet og ligger fem minutters gang fra Palace of Holyroodhouse. Hvis du vil vide, hvad du skal se i Edinburgh uden planlægning og uden penge, er dette svaret.

Inverleith Park er en offentlig park på 21 hektar i det nordlige Edinburgh, beliggende lige nord for Royal Botanic Garden på det samme højtliggende terræn over byen. Parken er stor, åben og mest brugt til sport – rugbybaner, fodboldbaner og en bowlingbane optager meget af det indre – men den har en central dam, der tiltrækker modelbådsentusiaster og vandfugle i nogenlunde lige mål, samt en legeplads nær sydindgangen. Parken ligger lidt højere end byens centrum mod syd, hvilket skaber det mest konsekvente og uforstyrrede sydvendte panorama over Edinburghs skyline i byen.

Fra parkens forhøjede midte kan man se Arthur's Seat, Old Town-højderyggen, Edinburgh Castle og Pentland Hills i ét hug. Dette er ikke et berømt udsigtspunkt, og der er ingen entré, hvilket er hele pointen – det er her, lokale familier og hundeluftere tager hen en søndag eftermiddag, snarere end hvor turister kommer for at tage billeder. Fraværet af turistinfrastruktur er befriende.

Inverleith Park fungerer godt i kombination med Royal Botanic Garden ved siden af – gå ind i den botaniske have fra øst, gå gennem de formelle haver og gå ud af nordporten ind i parken for en længere rundtur.

Royal Botanic Garden Edinburgh blev grundlagt i 1670 som en medicinhave nær Holyrood Abbey – hvilket gør den til en af de ældste botaniske haver i Storbritannien. Den flyttede til sin nuværende placering i Inverleith i 1820 og dækker nu 28 hektar med en levende samling på mere end 13.300 plantearter. Herbariet rummer over 3 millioner præserverede eksemplarer. Udover tallene er haven et ægte videnskabeligt center involveret i plantebeskyttelse verden over, med yderligere afdelinger ved Dawyck, Logan og Benmore rundt om i Skotland.

Den mest besøgte struktur er Temperate Palm House – et victoriansk jern- og glashus fra 1858, det højeste i Storbritannien – sammen med de tilstødende væksthuse, der tager dig fra tørre ørkenforhold til tropisk fugtighed på få skridt. Udenfor er stenhaven, den kinesiske bjergside og demonstrationshaven konsekvent velholdte. Udsigten mod nord fra terrassen ved John Hope Gateway indtager hele Edinburghs skyline: Arthur's Seat, Old Town-højderyggen og slottet.

Der er gratis adgang til selve haven; væksthusene koster et lille beløb. For en gratis time væk fra turistcentrum er dette blandt de bedst holdte steder i Edinburgh – især om foråret, når rhododendronerne på den kinesiske bjergside blomstrer.

The Meadows er en stor offentlig park umiddelbart syd for Edinburghs Old Town, afgrænset af University of Edinburghs George Square-campus mod nord og beboelsesgaderne i Marchmont og Sciennes mod syd. Den blev skabt i det tidlige 18. århundrede ved at dræne en sumpet sø kaldet Burgh Loch, og er gennemskåret af et net af træbeklædte stier – hovedalléen, Jawbone Walk, er opkaldt efter et par hvalkæber, der indrammer en af indgangene, gaver fra den skotsk-byggede hvalfangerflåde. I det sydvestlige hjørne glider The Meadows over i Bruntsfield Links, hvor en gratis offentlig kortbane-golf (pitch and putt) har været i drift i århundreder.

Parken er næsten udelukkende åbent græsland, hvilket gør den til et af de mest nyttige sociale rum i byen – frisbee, fodbold, cricket, solbadning og picnic lever side om side i travle sæsoner. Tennisbaner og en legeplads ligger i østenden. Parken er vært for Meadows Festival hver juni, og dele af Fringe-festivalen flyder herud i august. Studenterbefolkningen fra det tilstødende universitet giver The Meadows sin særlige demografi i semestertiden.

For lokale er dette et af de mest oprigtigt elskede steder at besøge i Edinburgh – ikke dramatisk eller fotogent, men præcis hvad en bypark skal være. Det er helt gratis, åbent døgnet rundt og 10 minutters gang fra Royal Mile.