Seværdigheder i Genova – Topattraktioner, skjulte perler & must-sees

Italiens største akvarium åbnede i 1992 som en del af Renzo Pianos plan for Porto Antico. Det markerede 500-året for Columbus' første rejse, og Genova brugte begivenheden til at vise sig frem som en moderne by. Akvariet trækker i dag over 1,2 millioner besøgende årligt.

Her er mere end 12.000 dyr fordelt på 70 bassiner. Hajerne trækker flest folk, men delfinerne og pingvinerne er også et besøg værd. Bassinerne efterligner alt fra tropiske koralrev til arktisk vand, og samlingens størrelse overrasker ofte folk, der er her for første gang.

Det er nok byens bedste aktivitet for børnefamilier. Køb billetter på nettet i forvejen, da køen i weekenden ofte er lang, og prisen er lavere ved online-booking. Afsæt mindst tre timer, hvis du vil se det hele i et roligt tempo.

Piazza De Ferrari er Genovas hovedplads og det geografiske midtpunkt. Det store springvand i midten fra 1930'erne er byens mest kendte motiv. Pladsen blev skabt i slutningen af 1800-tallet, og bygningerne omkring den afspejler den tids ambitioner: operahuset Teatro Carlo Felice, børsbygningen og Palazzo Ducale.

I hverdagen fungerer pladsen som et knudepunkt for busser og fodgængere. Ved store begivenheder som fodboldkampe eller nytårsaften bliver hele pladsen fyldt med mennesker. Det er et godt sted at sidde på en café i tyve minutter og se byens liv passere forbi.

Pladsen forbinder shoppinggaden Via XX Settembre med de små gyder, der fører mod katedralen og havnen.

Den gamle havn var et industriområde indtil slutningen af 1900-tallet. Byen bad arkitekten Renzo Piano om at tegne området til Expo 1992, hvilket forvandlede havnefronten til et offentligt rum. Det er i dag et af de mest vellykkede projekter af sin art i Italien.

Porto Antico huser nu akvariet, søfartsmuseet, Bigo-elevatoren og Biosfæren – en glaskugle med en tropisk have. Her er restauranter, en skøjtebane om vinteren og legepladser. Da krydstogtskibene lægger til i nærheden, kan her være meget travlt om sommeren.

Området er gratis at gå rundt i og giver en god fornemmelse af byens størrelse. Udsigten ind mod byen fra vandkanten viser tydeligt, hvorfor Genova engang var en stormagt på havet.

Boccadasse ligger i den østlige ende af Corso Italia. Selvom det teknisk set er en del af byen, føles det som en landsby for sig selv. Det var i århundreder et fiskersamfund, og navnet betyder 'æselmund' på lokal dialekt, hvilket henviser til bugtens form. Der ligger stadig både på stenstranden, selvom de fleste fisk i dag lander direkte på de lokale restauranter.

Kvarteret er lille og kan ses på ti minutter. Her er farverige huse på klippesiden, en lille havn og et par trattoriaer. Stranden er ikke den bedste til en svømmetur, men lyset sidst på eftermiddagen er flot, når husenes facader rammes af solen. De lokale kommer her søndag aften for at gå en tur og spise is snarere end for at ligge på stranden.

Boccadasse kræver ingen planlægning. Man går hertil fra Corso Italia, går rundt i en halv time og forlader et sted, der slet ikke føles som en storby med 600.000 indbyggere.

Genovas historiske centrum er et af de største og bedst bevarede middelalderkvarterer i Europa. Det består af et netværk af smalle gyder kaldet caruggi. Nogle er mindre end en meter brede og flankeret af høje bygninger, der skygger for himlen. Området er blevet moderniseret de senere år, men har bevaret sin oprindelige karakter.

I gyderne finder man kirker presset ind mellem renæssancepaladser, fiskehandlere og antikvitetsbutikker. San Lorenzo-katedralen har en stribet facade, som det tog fire hundrede år at færdiggøre. Piazza San Matteo ligger få minutters gang derfra og er en privat plads, som Doria-familien byggede til sig selv i 1100-tallet.

Hvis man vil se det rigtige Genova, skal man give sig selv lov til at fare vild herinde. Tag gode sko på og vær forberedt på, at nogle af gyderne bliver låst af med porte om natten.

Corso Italia er byens primære strandpromenade. Det er en 2,2 kilometer lang boulevard bygget i starten af 1900-tallet langs kysten. Den løber fra Foce-distriktet gennem Albaro og ender ved Boccadasse. Siden åbningen har det været her, byens familier går deres søndagstur.

Vejen er kantet med palmer, barer og villaer i jugendstil. På den ene side ligger lejlighedskomplekser; på den anden side er der klipper og små stenstrande. Vandet her kan være uroligt, da det er åbent hav, men det afholder ikke folk fra at bade fra de private strandklubber langs ruten.

På en søndag formiddag er her fyldt med løbere, cyklister og barnevogne. Det er en levende del af byen, hvor man ser, hvordan indbyggerne rent faktisk bruger deres fritid. Det er en af de bedste måder at bruge et par timer på uden at bruge penge.

Lanterna er byens vartegn. Det 77 meter høje tårn står på en klippe og er Italiens højeste fyrtårn. Den første struktur her er fra 1128, men det nuværende tårn blev genopbygget i 1543. Det er det tredjeældste fyrtårn i verden, der stadig er i brug.

Der er også en forbindelse til Columbus. Optegnelser viser, at Antonio Colombo – Christopher Columbus' onkel – blev ansat som fyrmester her i 1449. Fyrtårnet fungerer stadig som hjælp til navigation, hvilket giver det en anden karakter end et rent historisk monument.

Besøg stedet i weekenden, hvor parken og det lille museum er åbent. Man kan gå op i den første del af tårnet for at se ud over havnen. Gåturen derud langs Calata Gadda giver de bedste muligheder for fotos, især i skumringen.

Palazzo San Giorgio er den ældste bevarede offentlige bygning i byen, opført i midten af 1200-tallet. Den har to forskellige facader: en middelalderlig side mod Sottoripa-arkaderne og en renæssance-side mod vandet. Kontrasten er tydelig, når man står på pladsen foran.

I 1400-tallet blev det hjemsted for Bank of San Giorgio, en af Europas mest magtfulde banker. Marco Polo sad fængslet her i et år efter at være blevet taget til fange i 1298, og det var her, han dikterede sine rejsebeskrivelser. I dag huser bygningen havnemyndighederne.

Bygningen er sjældent åben for offentligheden indvendigt, men facaden er meget fotogen, især ved solnedgang. Freskerne, der viser byens besiddelser, blev genmalet i 1800-tallet efter de originale forlæg.

Dette er byens primære operahus, åbnet i 1828. Den oprindelige bygning blev næsten jævnet med jorden under bombardementer i 1943 og lå som en ruin i årtier. Det nye teater, tegnet af Aldo Rossi, åbnede først i 1991 efter en meget lang genopbygningsproces.

Programmet tæller både opera, ballet og symfonikoncerter. Operasæsonen løber typisk fra oktober til juni med store internationale produktioner. Akustikken anses for at være meget god efter genopbygningen, og der er pladser i mange prisklasser.

For dem, der er interesserede i musik, er det værd at tjekke programmet, selv uden for hovedsæsonen. Billetsalget ligger lige ved Piazza De Ferrari, hvilket gør det nemt at kigge forbi i løbet af dagen.

Piazza Sarzano er en af de centrale pladser i det gamle centrum. Det er et stort, uregelmæssigt område, hvor der i middelalderen fandt henrettelser sted. Sant'Agostino-kirken og dens klostergang, der i dag huser et museum for skulpturer, ligger på den ene side.

I dag er det en klassisk kvarterplads. Her sidder de ældre på bænke om formiddagen, arkitektstuderende spiser frokost, og børn spiller bold om eftermiddagen. Pladsen er blevet renoveret og føles mere åben end mange af de omkringliggende gyder.

For besøgende er det et godt sted at hvile benene efter en gåtur i de smalle caruggi. Museet ved siden af pladsen har en vigtig samling af middelalderlig kunst, herunder fragmenter af en grav af Giovanni Pisano.

Villaen blev bygget i 1520'erne til admiral Andrea Doria, den mægtigste mand i 1500-tallets Genova. Han styrede byen som sin egen, men lod som om det var en republik. Han valgte at bygge sit hjem uden for bymurene, så han kunne holde øje med både havnen og dogepaladset. Han holdt villaen privat og undgik at få den på listen over paladser, der skulle huse statsgæster.

Han modtog dog selv gæster, herunder kejser Karl 5. i 1533. Villaen blev udsmykket derefter med gobeliner og fresker af Perino del Vaga. Haven blev anlagt, så den kunne imponere alle skibe, der sejlede ind i havnen – et tydeligt tegn på Dorias magt.

I dag ejes villaen af Doria Pamphilj-fonden og er åben for publikum. Den ligger lige ved Porto Antico og akvariet. Det er en af byens historisk vigtigste bygninger, men her er færre besøgende end ved havnen.

Kaptajn Enrico Alberto d'Albertis byggede dette slot i 1886 på en gammel bastion fra 1300-tallet. Resultatet ligner mere noget fra det skotske højland end Italien. D'Albertis var opdagelsesrejsende og sejlede over Atlanten flere gange. Slottet fungerede som hans personlige trofærum til de samlinger, han tog med hjem fra Amerika, Afrika og Stillehavet.

I dag huser bygningen to museer: et for verdenskulturer og et for verdensmusik. Den etnografiske samling er usædvanlig for Italien med masker, våben og tekstiler samlet af én mand. Selve slottet med sine tårne er en attraktion i sig selv, og fra terrasserne er der en god udsigt over havnen.

En særlig elevator kører fra Piazza Principe op til Montegalletto-bakken og sætter dig af lige ved indgangen. Det er et oplagt stop for alle med interesse for søfart og historie, og her er langt færre mennesker end ved akvariet.

Galata er Middelhavets største søfartsmuseum og et af de mest moderne i Italien. Det ligger i Palazzo Galata ved den gamle havn, som er blevet renoveret og udvidet. Samlingen dækker Genovas historie fra galejer til store oceanlinere.

Udstillingerne er meget konkrete. Man kan gå gennem en rekonstrueret galej fra 1600-tallet, besøge en rigtig ubåd og se, hvordan forholdene var ombord på de skibe, der fragtede millioner af italienere til Amerika mellem 1880 og 1930. Sektionen om emigration er rørende med personlige fortællinger fra overfarten. Der er også en hel etage dedikeret til Columbus.

Entreen på 19 € er i den høje ende for Genova, men museet er pengene værd. Planlæg mindst to timer til besøget. Det ligger i gåafstand fra akvariet og Porto Antico.

Palazzo Spinola di Pellicceria er et adelshjem fra 1500-tallet i hjertet af det historiske centrum. I 1958 donerede de sidste arvinger bygningen og alt indhold til den italienske stat. Da donationen var komplet, står rummene stadig med deres oprindelige møbler, fresker og kunst, præcis som familien forlod dem.

Højdepunktet er Antonello da Messinas 'Ecce Homo', et lille og intenst maleri af Kristus. Her findes også værker af Van Dyck og Rubens, som begge arbejdede i Genova i starten af 1600-tallet. Den øverste etage huser Liguriens nationalgalleri.

For kunstinteresserede er dette et af de vigtigste steder i byen, og her er sjældent de menneskemængder, man finder på lignende museer i Firenze eller Rom. Bemærk, at museet om tirsdagen først åbner kl. 13:30.

Palazzo Bianco på Via Garibaldi 11 har sit navn fra den hvide facade, der blev tilføjet i 1700-tallet. Selve bygningen er fra 1500-tallet og tilhørte oprindeligt Grimaldi-familien. Det er et af de mange paladser i byen, der er på UNESCOs verdensarvsliste.

Museet fokuserer på malerier fra 1500- til 1700-tallet. Der er særlig vægt på lokal kunst, men man finder også hollandske og spanske værker. Van Dyck boede i Genova i 1620'erne og malede flere af de portrætter, der hænger her.

En fællesbillet giver adgang til Palazzo Bianco, Palazzo Rosso og Palazzo Doria-Tursi, som alle ligger på samme gade. Det er en god måde at se meget kunst og arkitektur samlet ét sted.

Palazzo Rosso på Via Garibaldi 18 blev bygget i 1670'erne til Brignole Sale-familien, som var en af de mest magtfulde i Genova. Den røde facade var et bevidst valg for at vise status. Familien boede her indtil 1800-tallet, og deres efterkommere gav senere huset til byen med kunstsamlingen intakt.

Her hænger værker af Van Dyck, Veronese og Guercino i de rum, de oprindeligt blev malet til. De originale dekorationer, fresker og møbler er bevaret, hvilket gør, at det føles mere som et aristokratisk hjem end et almindeligt museum.

Sammen med de to nabopaladser udgør det Strada Nuova-museerne. Det er den stærkeste kunstoplevelse i byen, selvom mange turister overser det til fordel for havneområdet.

Byens hovedmarked åbnede i 1899 i en ufærdig klostergang fra 1600-tallet. Munkene i den tilstødende kirke slap op for penge, og den buede klostergang endte i stedet som markedshal. Bygningen er i dag fredet.

For nylig blev markedet renoveret og udvidet med MOG – Mercato Orientale Genova. Det er et koncept, der kombinerer de traditionelle boder om formiddagen med en moderne madhal og restauranter om aftenen. Her finder man alt fra ost og fisk til lokale specialiteter. Om aftenen forvandles rummet til vinbarer og køkkener, der serverer lokale retter.

Markedet ligger på Via XX Settembre, som er byens største shoppinggade. Det er et oplagt sted at spise frokost på en hverdag, når boderne er bedst, og der er flest lokale.

Nervi-parkerne er et område med botaniske haver i byens østlige udkant. De er skabt ved at sammenlægge haverne fra fire historiske villaer. Kommunen overtog dem og gjorde dem tilgængelige for offentligheden, mens villaerne blev omdannet til små museer. Parken dækker flere hektar langs klipperne.

Rosenhaven er parkens stolthed med over 2.000 sorter, som blomstrer i maj og juni. Stien langs klipperne er en af de bedste kystvandringer i området med udsigt over Genova-bugten. Tempoet herude er roligt, og Nervi har i over hundrede år været de lokales foretrukne udflugtsmål i weekenden.

Det er nemt at komme hertil med tog på 15 minutter fra Genova Centrale. Hvis man vil se noget andet end bymidten, er en formiddag herude en god mulighed.

Righi er et kvarter på en bakketop 302 meter over havet. Navnet stammer fra en schweizisk iværksætter, der finansierede kabelbanen i 1890'erne og opkaldte stedet efter Rigi-bjerget i Schweiz. Kabelbanen har kørt siden 1895 og er stadig den bedste måde at komme derop på fra Largo della Zecca.

På toppen løber bymurene fra 1600-tallet langs bakkeryggen. Her er stier, restauranter og et astronomisk observatorium. Udsigten er hovedårsagen til turen: man kan se hele havnen, byen og kysten i begge retninger. På klare dage kan man se Apenninerne inde i landet.

Righi nævnes i den kendte genovesiske sang 'Ma se ghe penso', hvor en udvandrer synger om de steder, han savner mest. Det er en blanding af historie, frisk luft og lokal kultur.

Spianata Castelletto er en terrasse på bjergsiden over det historiske centrum. Man kommer derop med en lille elevator fra Piazza Portello. Terrassen blev anlagt i 1800-tallet på resterne af en gammel fæstning, og udsigten herfra regnes for byens bedste. Man kan se hele det historiske centrum, katedralens kuppel og havnen i ét blik.

Pladsen er ikke stor og bliver fyldt op ved solnedgang af lokale, der kommer for at se lyset. På klare aftener kan man se øerne i det toscanske øhav. Elevatoren fra Piazza Portello er en historisk sag, som næsten ikke har ændret sig siden starten af 1900-tallet.

For fotografer er det det mest brugbare udsigtspunkt i byen. Højden er perfekt til at se tætheden i den gamle bydel uden at miste forbindelsen til havnen. Det er gratis og tager kort tid at komme dertil.

Dette er en offentlig have i terrasser på en lille bakke midt i byen. Det var en privat ejendom, før den blev offentlig i 1800-tallet. Haven er intim med snoede stier, et lille vandfald og stentrapper. Selvom den ligger tæt på centrum, føles den afskåret fra byens larm.

Haven huser Museo Chiossone, et museum for orientalsk kunst. Fra toppen af parken er der udsigt over byens tage mod havnen. Der er bænke på flere niveauer, hvilket gør det til et praktisk sted at hvile benene midt på dagen.

Det koster ikke noget at besøge selve haven, men museet kræver entre. Det er et oplagt stop, hvis man går mellem Piazza De Ferrari og den østlige del af det historiske centrum.