Seværdigheder i Venice – Topattraktioner, skjulte perler & must-sees

Sukkenes bro forbinder Dogepaladset med det historiske fængsel. Den blev bygget i 1603 af hvid kalksten fra Istrien og har dekorerede barokvinduer med stenstænger. Navnet stammer fra Lord Byrons digt 'Childe Harold', som foreslog, at fangerne sukkede, når de så byen for sidste gang gennem de små vinduer. Virkeligheden var mindre romantisk – det var vejen for dømte fanger til deres celler. Du kan se broen udefra gratis eller gå over den som en del af turen i Dogepaladset.

Dogepaladset er symbolet på Venedigs fortid som sørepublik og et hovedværk i venetiansk gotik. Bygget i det 14. århundrede som bolig for dogen, byens valgte leder, og som sæde for administration og domstole. Den massive bygning i lyserødt og hvidt marmor ser ud til at svæve over de slanke søjler. Indenfor findes sale med kunst af Tintoretto, Veronese og Tizian, herunder Tintorettos 'Paradis'. Paladset er forbundet til fængslet via Sukkenes Bro.

Venedigs hovedvej er en 3,8 km lang S-formet kanal gennem det historiske centrum. Langs kanalen ligger over 170 paladser fra det 12. til 18. århundrede. Her kan man se arkitekturens udvikling fra byzantinsk stil til barok. Den bedste måde at opleve kanalen på er med en vaporetto (vandbus), som sejler forbi Rialtobroen, Ca' d'Oro og Ca' Rezzonico. Uanset om man ser den fra en gondol eller en vandbus, er det en af verdens flotteste ruter.

Markuspladsen er Venedigs religiøse og politiske centrum. Den er omgivet af Markuskirken, klokketårnet og de elegante Procuratie-bygninger. Napoleon kaldte den 'Europas smukkeste dagligstue'. Her mødes folk til kaffe på de historiske caféer eller for at høre musik om aftenen. Det er det eneste sted i byen, der kaldes en 'piazza' – de andre pladser kaldes 'campi'. Det er et af verdens mest kendte byrum, og det mærkes på de mange mennesker.

Rialtobroen er den ældste og mest kendte bro over Canal Grande. Den stod færdig i 1591 og er bygget af sten efter tegninger af Antonio da Ponte. Broen har en enkelt bue og er fyldt med små butikker, der sælger smykker og souvenirs. I århundreder var Rialto byens handelscentrum med markeder på begge sider. Udsigten fra toppen af broen ned over kanalen med alle dens gondoler og både er klassisk Venedig.

Denne barokkirke ved indgangen til Canal Grande er et af byens mest kendte vartegn. Den blev bygget mellem 1631 og 1687 som tak for byens redning fra en pestepidemi. Den store kuppel og den hvide facade er et fast indslag i bybilledet. Indenfor findes kunst af Tizian og Tintoretto. Hvert år den 21. november fejrer venetianerne 'Festa della Salute' ved at gå over en midlertidig bro til kirken.

Markuskirken er byens hjerte og et hovedværk inden for byzantinsk arkitektur. Indenfor dækker gyldne mosaikker over 8.000 kvadratmeter af vægge og kupler. Kirken rummer relikvierne af evangelisten Markus samt den kostbare altertavle Pala d'Oro. De fire bronzeheste over indgangen blev bragt hertil fra Konstantinopel under det fjerde korstog. Det er en af verdens mest imponerende kirker, og der er ofte lange køer for at komme ind.

Burano er en ø i lagunen, der er kendt for sine huse i stærke farver som lyserød, blå og gul. Den lille fiskerby er også kendt for traditionelle kniplinger, som stadig laves af lokale. Kanalerne er fyldt med farverige hjem, hvilket gør det til et populært sted for billeder. Besøg kniplingsmuseet, spis frisk fisk ved vandet og gå gennem de stille gader væk fra de værste turistmasser. Legenden siger, at husene blev malet i skarpe farver, så fiskerne kunne kende deres hjem i tåge.

Italiens ældste café har været i drift siden 1720 under arkaderne på Markuspladsen. Her har gæster som Casanova, Goethe, Lord Byron, Charles Dickens og Ernest Hemingway drukket deres kaffe. Indenfor er der fem dekorerede rum med hver deres stil. Et orkester spiller klassisk musik på terrassen, hvor man kan få kaffe, varm chokolade eller kager, mens man kigger på livet på pladsen. Under opstanden i 1848 blev caféen brugt som hospital for sårede. Det er en dyr, men klassisk oplevelse.

Venedigs største plads efter Markuspladsen. Den har i århundreder været midtpunktet i San Polo-kvarteret som markedsplads og samlingspunkt. Pladsen domineres af San Polo-kirken og er omgivet af historiske paladser som Palazzo Soranzo. I 1500-tallet blev her holdt tyrejagter og lege. I dag spiller børn fodbold, mens de voksne snakker på de udendørs caféer. Det er et godt sted at tage en pause og få en spritz væk fra de værste menneskemængder.

Det nordligste distrikt og et af de mest autentiske boligområder. Det strækker sig fra banegården til den jødiske ghetto, som er Europas ældste fra 1516. Her lever hverdagen med lokale butikker og liv på pladserne. Du finder paladset Ca' d'Oro, indkøbsgaden Strada Nova og kanalen Fondamenta della Misericordia med mange barer. I modsætning til områderne omkring Markuspladsen føles Cannaregio som et kvarter, hvor folk faktisk bor.

Et af de seks historiske distrikter, kendt for sin kunstneriske atmosfære og faste grund under fødderne. Her får man en lokal oplevelse med rolige kanaler og studerende fra universitetet. Området rummer museer som Gallerie dell'Accademia og Peggy Guggenheim Collection. Campo Santa Margherita er kvarterets hjerte med mange caféer. Langs Giudecca-kanalen kan man se flotte solnedgange over vandet.

Dette er en af byens mest specielle boghandlere, hvor bøgerne opbevares i gondoler, badekar og vandtætte kasser for at beskytte dem mod oversvømmelser. Navnet betyder 'Højvands-boghandlen'. Man kan gå op ad en trappe lavet af gamle bøger for at nå en lille terrasse med udsigt over en kanal. Her bor også flere katte, der slapper af blandt bøgerne. Butikken sælger alt fra gamle postkort til italiensk litteratur i en rodet og hyggelig atmosfære.

Denne gruppe øer i lagunen har været kendt for glaspusteri i over 700 år. Siden 1291, hvor ovnene blev flyttet fra selve Venedig pga. brandfare, har Murano været hjemsted for glasmestre. Man kan se demonstrationer af håndværket, besøge gallerier og se glasmuseet. Øen er hyggelig med farverige huse og gamle kirker som Basilica di Santa Maria e San Donato. Murano er mere rolig end selve Venedig og føles mere som en rigtig landsby.

Accademia-broen er en af de fire broer over Canal Grande. Mange mener, at man herfra har byens smukkeste udsigt. Træbroen forbinder San Marco med Dorsoduro og er det perfekte sted at tage billeder af kanalen med Santa Maria della Salute i baggrunden. Den nuværende trækonstruktion er fra 1933. Ved solnedgang er lyset her helt særligt, når det reflekteres i vandet og rammer de gamle facader langs kanalen.

Den trekantede spids, hvor Canal Grande møder Giudecca-kanalen, er et af byens flotteste udsigtspunkter. Her lå byens gamle toldhus (dogana), hvor alle varer blev tjekket. Området domineres af Santa Maria della Salute-kirken og selve toldbygningen, som nu huser moderne kunst. Herfra er der en fantastisk udsigt over vandet mod Markuspladsen og Dogepaladset. Tårnet på bygningen har en gylden kugle holdt af to figurer.

En flot kirke på sin egen ø tegnet af arkitekten Andrea Palladio og færdiggjort i 1610. Den hvide marmorfacade står i skarp kontrast til lagunens blå vand. Indenfor findes vigtige malerier af Tintoretto, herunder 'Den sidste nadver'. Klosteret på øen er stadig aktivt. En kort tur med vandbussen fra San Marco bringer dig herover, hvor der er langt mere roligt end inde i centrum.

San Zaccaria ligger tæt på Markuspladen og har et af byens flotteste interiører. Kirken blander gotik og renæssance og er kendt for Giovanni Bellinis berømte altertavle. Bygningen har også en krypt, der ofte står under vand, hvilket giver en speciel spejlende effekt. Mange doger ligger begravet her, og det tilhørende kloster var engang et af byens rigeste. Pladsen udenfor er et fredeligt sted at hvile benene.

Det 98,6 meter høje tårn er byens højeste bygning og nemt at kende. Det nuværende tårn er en kopi fra 1912, efter at det oprindelige tårn faldt sammen i 1902. Lokale kalder det 'el paròn de casa' (husets herre). Tårnet har fem klokker, som før i tiden styrede byens liv – fra arbejdsdagens start til henrettelser. En elevator kører gæster op til udsigten. Ved foden af tårnet ligger den flotte Loggetta del Sansovino i marmor.

En lang, smal ø syd for hovedøerne med udsigt ind mod byen. Tidligere var her fabrikker og værfter, men i dag er det et boligområde med gallerier og restauranter. Her ligger Redentore-kirken, tegnet af Palladio. Hver juli bygges en midlertidig bro over vandet til øen i forbindelse med Redentore-festen, som fejres med fyrværkeri. Promenaden langs vandet er et af de bedste steder at gå en tur i solnedgangen.

En lille kirke nær Rialtobroen, som mange mener er byens ældste. Den stammer muligvis fra det 5. århundrede. Kirken er kendt for sit store ur fra det 15. århundrede, som i gamle dage styrede markedets åbningstider. Tidligere bad købmændene her, før de handlede på markedet. Facaden har gotiske bogstaver, der markerer kirken som et stop på pilgrimsruten til Santiago de Compostela. Åbningstiderne kan svinge en del.

Santa Croce er det vestligste distrikt og et roligt boligområde. Her finder man hverdagen væk fra de store turiststrømme. Området er præget af stille kanaler og gemte haver. Her ligger paladset Ca' Pesaro og San Stae-kirken med sin barokfacade. Fordi det ligger tæt på busstationen og toget, er det her mange starter deres besøg, men de færreste udforsker de små baggader. Her findes mange lokale barer og butikker.

En skjult arkitektonisk perle i en lille gård nær Campo Manin. Den udvendige vindeltrappe fra slutningen af 1400-tallet blander gotiske og byzantinske elementer. Navnet 'bovolo' betyder snegleskal på venetiansk dialekt og beskriver trappens form. Turen op ad de 80 trin giver en god udsigt over byens tage. Trappen blev bygget til Contarini-familien som et tegn på rigdom. På trods af sit udseende finder mange turister den aldrig.

Dette er et af de sidste traditionelle gondolværksteder i Venedig. Værkstedet er fra 1600-tallet, og her bygger og reparerer man stadig gondoler med håndkraft. Den sorte træbygning ligner en bjerghytte, hvilket skyldes, at mange bådbyggere oprindeligt kom fra bjergene mod nord. Man kan se arbejdet fra kanalen på den anden side. Hver båd kræver flere måneders arbejde, og der bygges kun få nye gondoler om året.

Torcello er øen, hvor Venedig startede. Engang boede her 20.000 mennesker, men i dag er der kun få fastboende tilbage. Katedralen Santa Maria Assunta fra år 639 har flotte mosaikker fra 1100-tallet, herunder en gylden Madonna. Ved siden af ligger Santa Fosca-kirken og en gammel stentone kaldet Attilas stol. Hemingway boede her, mens han skrev dele af 'Over floden og ind i skovene'. Det er et stille sted med marker og ruiner.

Traghetto er den billigste måde at prøve en gondol på. Disse færger krydser Canal Grande på steder, hvor der ikke er broer. For et par euro bliver man roet over på få minutter. I modsætning til turist-gondolerne bruges traghetti af de lokale i hverdagen. Man står ofte op i båden under turen. Der er flere overgange, f.eks. ved Rialto-markedet eller Santa Sofia. Det er en god måde at opleve vandet på uden at betale en formue.

Ca' d'Oro, eller 'Det gyldne hus', er et palads ved Canal Grande og et eksempel på venetiansk gotik. Det blev bygget i det 15. århundrede til Contarini-familien. Navnet kommer fra det bladguld, der engang dækkede facaden. I dag huser det Franchetti-galleriet med baron Giorgio Franchettis kunstsamling. Her findes værker af Mantegna, Tizian og Van Dyck samt skulpturer. Gården og balkonen med udsigt over Canal Grande er gode steder at se både kunst og arkitektur tæt på.

Dette barokpalads ved Canal Grande rummer to museer: Det Internationale Galleri for Moderne Kunst og Museet for Orientalsk Kunst. Bygningen i hvid kalksten blev tegnet af Baldassare Longhena og stod færdig i 1710. Kunstgalleriet har værker af Klimt, Klee, Matisse og Rodin. På de øverste etager findes en samling af japansk og kinesisk kunst, samlet af prins Enrico di Borbone i slutningen af 1800-tallet. Paladset viser Pesaro-familiens tidligere rigdom.

Dette palads ved Canal Grande fungerer som museum for det 18. århundredes Venedig. Det er tegnet af Baldassare Longhena og viser adlens livsstil i republikkens sidste guldalder. Balsale, loftsfreskoer og tidstypiske møbler fører en tilbage til Casanovas tid. Samlingen rummer malerier af Guardi, Canaletto og Tiepolo. Den store trappe og balsalen med lysekroner viser barokkens stil. På øverste etage findes et gammelt apotek og et kunstatelier.

Her findes verdens vigtigste samling af venetiansk kunst fra det 14. til 18. århundrede. Museet ligger i den tidligere Scuola Grande della Carità. Samlingen viser udviklingen fra byzantinsk stil til renæssance og barok. Her er værker af Bellini, Giorgione, Tizian, Tintoretto og Veronese. Højdepunkter tæller Giorgiones 'Stormen' og Tizians 'Marias fremstilling i templet'. Leonardos 'Den Vitruvianske Mand' vises kun ved særlige lejligheder.

Museo Correr på Markuspladsen fortæller byens historie og kunst. Det er opkaldt efter Teodoro Correr, der overlod sin samling til byen i 1830. Her kan man følge Venedigs udvikling fra de tidlige dage til republikkens fald. Samlingen rummer skulpturer, mønter, dokumenter og kunst. Se de neoklassiske rum, værker af Antonio Canova og lejligheden, hvor Napoleon boede. Fra de øverste etager er der god udsigt over pladsen.

Dette palads ved Canal Grande fungerer som center for moderne kunst. Det blev bygget i slutningen af 1700-tallet i neoklassisk stil. Siden 2006 har det været ejet af François Pinault, der udstiller sin store kunstsamling her. Den store centrale hal med den imponerende trappe giver plads til moderne installationer. Det ligger mellem Rialto og Accademia og er nemt at komme til. Her har været udstillinger med navne som Damien Hirst og Jeff Koons.

Dette er et af Europas vigtigste museer for moderne kunst, placeret i Palazzo Venier dei Leoni ved Canal Grande. Det rummer Peggy Guggenheims personlige samling, herunder værker af Picasso, Pollock, Miró, Kandinsky og Dalí. Skulpturhaven, hvor Guggenheim selv ligger begravet, har værker af Giacometti og Henry Moore. Paladset er ufuldført og har kun én etage, hvilket giver det et særligt udseende. Det er et godt modstykke til byens mange gamle paladser.

Denne bygning rummer Tintorettos livsværk – en serie af malerier skabt mellem 1564 og 1587. Bygningen tilhørte et broderskab dedikeret til Sankt Rochus, de pestsyges helgen. Tintorettos brug af lys og skygge er her helt særlig. Stueetagen viser scener fra Jomfru Marias liv, mens de øverste sale viser historier fra Det Gamle Testamente. Malerierne sidder stadig der, hvor kunstneren oprindeligt placerede dem.

Det sociale hjerte i Dorsoduro-distriktet. Her er stemningen mere lokal end på Markuspladsen. Studerende fra det nærliggende universitet mødes her, børn spiller bold, og naboer drikker morgenkaffe. Pladsen er fyldt med caféer, barer og små butikker, der henvender sig til de fastboende. Om dagen er her fredeligt, men om aftenen bliver det et af byens mest livlige steder. Gaderne omkring pladsen har gode cicchetti-barer og traditionelle restauranter.

Rialtomarkedet har været byens handelscentrum i over tusind år. Her køber lokale og kokke friske råvarer. Fiskemarkedet (Pescheria) er det mest spændende at besøge. Under de gotiske arkader finder man alt fra havdyr fra Adriaterhavet til frugt og grønt fra de omkringliggende øer. Et besøg her giver et indblik i hverdagen og byens madkultur. Kom tidligt for at opleve stemningen, når fiskerne lander deres fangst.

Venedigs største offentlige have og hovedområdet for Biennalen. Haverne blev anlagt af Napoleon i begyndelsen af 1800-tallet i Castello-distriktet. Der er 30 permanente nationale pavilloner, tegnet af forskellige arkitekter. Når der ikke er udstilling, er haverne en grøn oase med stier og udsigt over lagunen. Her løber de lokale ture, går med hund eller leger med deres børn. Under Biennalen bliver det et centrum for moderne kunst.

En lille park nær Piazzale Roma. Det er ofte det første eller sidste grønne område, man ser i byen. Haven blev anlagt i 1800-tallet og er en rolig overgang mellem trafikknudepunktet og den historiske by. Her er store træer, blomsterbede og bænke. Parken er god for rejsende, der ankommer med bus eller tog og har brug for et øjebliks ro, før de skal finde vej gennem byens labyrint af kanaler.

De kongelige haver ligger tæt på Markuspladsens klokketårn. Det er en sjælden grøn plet i byens mest turistede område. De blev skabt af Napoleon i 1800-tallet og har klassiske stier og skyggefulde træer. Efter at have været forsømt i årvis er haverne nu restaureret og genåbnet. Her kan man sidde i fred få skridt fra menneskemængden på Piazza San Marco og kigge op på klokketårnet og kirken.

En gemt grøn oase i Cannaregio-distriktet. Det er en af byens få rigtige parker og et populært sted for de lokale. Bag Palazzo Savorgnan finder man store træer og stier, der giver en pause fra stenbroen. Der er en legeplads til børnene og masser af skygge. Turisterne finder sjældent herind, så stemningen er meget lokal. Parken ligger tæt på den jødiske ghetto og Strada Nova, så den er god til en pause undervejs.

Klokketårnet på øen San Giorgio Maggiore giver måske den bedste udsigt over Venedig. Herfra kan man se hele byen, lagunen og i klart vejr Alperne i det fjerne. I modsætning til klokketårnet på Markuspladsen er her sjældent lange køer. En elevator kører dig til toppen, hvor klokkerne stadig ringer. Udsigten dækker både Dogepaladset, Markuskirken og de røde tage. Det er det bedste sted at forstå byens geografi.