Seværdigheder i Istanbul – Topattraktioner, skjulte perler & must-sees

Basilica Cistern ligger under jorden kun få skridt fra Hagia Sophia, og de fleste går lige forbi indgangen uden at ane, hvad der gemmer sig under dem. Kejser Justinian fik den bygget i år 532 for at sikre vandforsyningen til det store palads og de omkringliggende bygninger. Den kunne rumme 80.000 kubikmeter vand. Byzantinerne kaldte den Yerebatan Sarayı – det sunkne palads – hvilket giver god mening, når man står dernede.

Cisternen har 336 marmorsøjler fordelt på 12 rækker, der stiger op af det lave vand. Belysningen er dæmpet, og lyden bærer mærkeligt. Det føles mere som en katedral end en vandtank. To af søjlerne hviler på Medusa-hoveder – det ene på hovedet, det andet på siden – taget fra romerske bygninger. Ingen ved præcis, hvorfor de er placeret sådan.

Stedet er brugt som kulisse i James Bond-film og Dan Brown-filmatiseringer, hvilket kun har gjort køerne længere. Kom tidligt om morgenen eller i aftentimerne (19:30 – 22:00), hvis du vil opleve den rette stemning uden alt for mange mennesker.

Sultan Ahmed-moskéen blev bygget mellem 1609 og 1617. Navnet Den Blå Moské skyldes de over 20.000 İznik-fliser indeni, der dækker væggene i blå, grønne og hvide mønstre og fylder gallerierne med farver. Den centrale kuppel er 43 meter høj, og over 200 vinduer med farvet glas lader lyset slippe ind.

De seks minareter skabte skandale, da moskéen stod færdig. Indtil da havde kun moskéen i Mekka seks. Sultanen måtte betale for en syvende minaret i Mekka for at løse konflikten. Moskéen er stadig i brug, så den lukker for besøgende fem gange om dagen under bøn. Det er værd at tjekke, før man planlægger turen.

Mange nøjes med at fotografere den udefra fra Sultanahmet-pladsen. Men man bør gå indenfor. Dimensionerne er svære at forstå, før man står under kuplen.

Genoeserne byggede tårnet i 1348 som en del af deres fæstningsværk. Det er over 62 meter højt og blev brugt til at spotte ildebrande i byen i århundreder. Efter en renovering i 1994 blev det til et museum med en udsigtsplatform på 8. etage, der giver et 360-graders kig over Bosporus og den gamle bydel.

Ifølge legenden svævede Hezârfen Ahmed Çelebi fra tårnet over Bosporus ved hjælp af kunstige vinger i det 17. århundrede. Om historien er sand eller ej, kan man se en animation om det på en af etagerne. De nederste etager har udstillinger om byens historie, mens de øverste har skiftende udstillinger.

Udsigten er fremragende, men det er også dyrt (€30) for at komme op i et tårn med et museum. Hvis budgettet er stramt, kan man få næsten samme udsigt fra en af de mange tagcaféer i nærheden.

Kapalıçarşı har været i gang siden det 15. århundrede, hvilket gør det til et af verdens ældste overdækkede markeder. Her er omkring 4.000 butikker fordelt på 61 gader, og der arbejder 25.000 mennesker. På de travleste dage kommer der næsten en halv million besøgende.

Det betyder masser af mennesker, støj og sælgere, der prøver at fange din opmærksomhed. Men det bør ikke afskrække dig. Basaren er unik med de malede buer og de tætpakkede varer. Her findes alt fra tæppehandlere og guldsmede til læder, keramik og krydderier. Man kan nemt bruge en hel eftermiddag på at fare vild herinde.

Husk, at priserne aldrig er faste. Alt kan forhandles, og den første pris, du får, er aldrig den rigtige. Husk også, at her er lukket om søndagen, når du planlægger ugen.

Hagia Sophia blev bygget i det 6. århundrede af kejser Justinian 1. Kuplen var i lang tid verdens største, og i næsten tusind år var det verdens største kirke. Bygningen har været katedral, moské, museum og nu moské igen. Da osmannerne overtog bygningen, dækkede de mosaikkerne med puds, hvilket ironisk nok har bevaret dem.

Mange af mosaikkerne er synlige i dag, herunder den berømte Deësis-mosaik på det øverste galleri, som regnes for et af de vigtigste byzantinske kunstværker. Det er et absolut stop på enhver tur til Istanbul.

Det koster €25 at komme ind, og der er åbent døgnet rundt. Det betyder, at man kan besøge den kl. 2 om natten, hvis man vil, selvom bedetiderne kan begrænse adgangen til visse områder for besøgende.

Topkapi-paladset var centrum for det osmanniske rige i næsten 400 år, indtil hoffet flyttede til Dolmabahçe. Da her boede flest mennesker, var der omkring 4.000 beboere. I dag er det en brøkdel af det oprindelige område, da meget er lagt ud som park.

Paladset har fire gårde og en harem-afdeling, der kræver særskilt billet. Skatkammeret rummer daggert med smaragder og en enorm diamant. Der er også en afdeling med hellige relikvier, der tiltrækker mange besøgende.

Det er en af de mest besøgte seværdigheder i Tyrkiet, og det mærkes. Køen til haremmet kan være to timer lang om sommeren. Husk, at her er lukket om tirsdagen.

Balat ligger ved Det Gyldne Horn i Fatih-distriktet, klemt inde mellem Fener og Ayvansaray. Navnet kommer fra det græske ord for palads, en henvisning til det byzantinske Blachernae-palads i nærheden. Områdets historie tog fart i 1492, da Sultan Bayezid II inviterede sefardiske jøder, der var fordrevet fra Spanien, til at slå sig ned her. I århundreder var Balat byens vigtigste jødiske kvarter med flere synagoger, herunder Ahrida-synagogen, som er en af de ældste i byen.

De fleste fra lokalsamfundet forlod området efter pogromerne i september 1955. Det, der blev tilbage, var et arbejderkvarter med smalle brostensbelagte gader og farverige huse med karnapper. De gule, blå og grønne farver har gjort Balat populær blandt fotografer. Men her findes stadig aktive synagoger, en bulgarsk jernkirke (bygget i Wien og sendt hertil i dele) og en moské tegnet af Mimar Sinan inden for kort afstand.

Hvis du leder efter steder i Istanbul, der ikke er poleret til turisterne, er Balat et godt bud. Caféer og antikvitetsbutikker ligger side om side med bagerier og isenkræmmere, hvilket gør, at det ikke føles som en kulisse.

Chora-kirken – officielt Kariye – ligger ved de theodosiske mure i Edirnekapı, langt fra de gængse turistruter. Den afstand er en af grundene til, at den er bevaret så godt. Bygningen er fra det 11. århundrede, men de mosaikker og fresker, der har gjort den verdenskendt, blev tilføjet i starten af 1300-tallet af statsmanden Theodore Metochites. Det er den bedst bevarede samling af senbyzantinsk kunst i verden.

Mosaikkerne viser scener fra Kristi og Jomfru Marias liv med en detaljegrad og følelsesmæssig dybde, der var usædvanlig for den tid. Efter den osmanniske erobring i 1453 blev kirken lavet om til en moské, og kunstværkerne blev dækket af puds, hvilket har beskyttet dem. Den fungerede som museum fra 1948 til 2024, hvor den igen blev lavet om til en moské, men den er stadig åben for besøgende.

Turen herud er en del af oplevelsen. Gå turen fra Grand Bazaar-området gennem de gamle boligkvarterer for at se en del af byen, de færreste turister nogensinde oplever.

Dolmabahçe blev bygget for at vise, at det osmanniske rige var færdig med sit middelalderlige image. Det stod færdigt i 1856 og strækker sig 600 meter langs Bosporus-bredden. Det, der erstattede Topkapi som magtens centrum, var gennemført europæisk i sin stil med barok og rokoko bygget på en traditionel osmannisk grundplan.

Interiøret er ekstremt: 14 tons guld er brugt på lofterne, og her hænger verdens største krystallysekrone på 4,5 tons, givet som gave af dronning Victoria. Der er 285 værelser, 46 sale og 68 toiletter. Harem-afdelingen fylder en hel fløj, og Hereke-tæpperne på gulvene blev vævet specielt til paladset.

Mustafa Kemal Atatürk døde her den 10. november 1938. Alle ure i paladset er stoppet kl. 9:05, det præcise tidspunkt for hans død. Den detalje gør ofte større indtryk end lysekronerne.

Galata-broen forbinder Eminönü med Karaköy over Det Gyldne Horn. Den nuværende bro er fra 1994 og har to etager. Det er en af de få broer i verden, hvor der kører sporvogne over. Den gamle version fra 1912 brændte i 1992 og ligger nu længere oppe i strædet som en kuriositet.

Det, der gør broen speciel, er livet på den. Nederste dæk er fyldt med fiskerestauranter, og øverste dæk er tætpakket med lystfiskere fra morgen til aften. Mod syd kan man se Süleymaniye-moskéen på højen, og mod nord kigger Galata-tårnet frem over tagene i Karaköy.

Det koster ingenting at gå over broen, og det er her, man bedst oplever byens puls – færgerne, fiskerne og den konstante bevægelse mellem de to sider af vandet.

İstiklal Caddesi strækker sig halvanden kilometer fra Tünel til Taksim gennem hjertet af Beyoğlu. I osmannertiden var det byens fine strøg med ambassader og stormagasiner i europæisk stil. Bygningerne står der endnu, selvom ambassaderne for længst er flyttet. Den røde nostalgiske sporvogn har kørt her siden 1914.

Millioner af mennesker går her hver uge. Det er ekstremt proppet i weekenderne – ikke bare mange mennesker, men kropskontakt med fremmede. Butikkerne er en blanding af store kæder, boghandlere, pladebutikker og gamle bagerier. De sjoveste barer, restauranter og gallerier ligger dog i sidegaderne mod Asmalımescit og Galata.

Brug Istiklal som et pejlemærke frem for et mål i sig selv. Gå turen igennem én gang, og brug så resten af tiden på at udforske de små gader, der skyder ud fra den.

Kadıköy ligger på den asiatiske side. Turen herover med færgen tager 20 minutter og er byens absolut bedste pendlerrejse. Området er kendt for at være et af de mest behagelige steder at bo i Istanbul med masser af liv og en lang strandpromenade fra Haydarpaşa til Bostancı.

I midten ligger markedet Kadıköy Çarşısı med fiskehandlere, ostebutikker og krydderier side om side med boghandlere og gadekøkkener. Lidt mod syd ligger Moda, der er mere rolig med gamle trævillaer og en hyggelig havnepromenade. Madscenen herovre er stærk, uanset om man er til simpel street food eller finere restauranter.

Hvis du vil opleve et sted, der føles lokalt og ikke kun er rettet mod turister, skal du herover. Tag færgen fra Eminönü eller Beşiktaş, spis dig gennem markedet og tag færgen tilbage ved solnedgang.

Jomfrutårnet ligger på en lille ø i Bosporus, lige ud for Üsküdar på den asiatiske side. Det nuværende tårn er fra 1700-tallet, men der har ligget et tårn her siden byzantinsk tid. Det har tjent som både toldsted, fyrtårn og karantænehospital.

Navnet stammer fra en legende om en kejser, der fik at vide, at hans datter ville dø af et slangebid. Han spærrede hende inde her for at beskytte hende, men hun døde alligevel af en slange, der var gemt i en frugtkurv. En anden historie forbinder tårnet med de græske sagn om Leander og Hero.

Man kommer derud med en lille båd fra Üsküdar eller Kabataş. Selve tårnet har en restaurant og en café. Men den egentlige grund til at tage derud er udsigten ind mod den historiske halvø og de to broer i det fjerne. Det er et af de steder, hvor bygningen er underordnet udsigten.

Den Blå Moské ved vandet – alle kalder den Ortaköy-moskéen – ligger lige ved Bosporus-broen. Kombinationen af den lille barok-moské og den store hængebro bagved er et af de mest ikoniske billeder af Istanbul. Den stod færdig i 1853 og er tegnet af den armenske arkitekt Nigoğos Balyan.

Indenfor er den mere spinkel og lys end de store kejserlige moskéer. Store vinduer lader lyset fra Bosporus strømme ind på de lyserøde vægge og marmor-detaljerne. Den er stadig i brug, men man må gerne gå ind uden for bedetiderne.

Ortaköy-kvarteret er fyldt med liv. Pladsen foran moskéen fyldes i weekenderne med boder, der sælger kumpir (bagt kartoffel med fyld), og der er masser af caféer og gallerier, der tiltrækker et yngre publikum.

Rüstem Paşa-moskéen er nem at overse. Den ligger gemt ovenpå butikkerne i krydderimarkedet Tahtakale. Man skal op ad en trappe mellem boder med urter og nødder for at finde den. Mimar Sinan tegnede den i 1560 til sultanens svigersøn.

Indenfor venter en overraskelse: over 2.300 İznik-fliser dækker væggene i smukke blå og røde mønstre. Der er flere fliser her end i næsten nogen anden moské i byen, inklusive Den Blå Moské. Man kan stå helt tæt på dem og se de små detaljer i de håndmalede blomster.

Det er et godt eksempel på en seværdighed, der kræver lidt indsats at finde, men som giver stor gevinst. De fleste turister i basaren opdager aldrig, at den ligger lige over deres hoveder.

Mısır Çarşısı (det egyptiske marked) er fra 1660. Det er en L-formet bygning lige bag den nye moské i Eminönü. Den er mindre end Grand Bazaar og dermed nemmere at finde rundt i. Her findes krydderier, tyrkisk konfekt i alle smage, nødder, oste og urter.

Selvom mange butikker i dag er rettet mod turister, er duftene ægte: spidskommen, sumak og kaffe. Boderne udenfor, der sælger frø og fuglefoder, giver et bedre indtryk af, hvordan markedet stadig bruges af de lokale, der bor i området.

Det er et godt sted at købe gaver med hjem. Men hvis man vil have en dybere madoplevelse, skal man søge ud i gaderne omkring basaren og ned mod havnen, hvor madboderne har ligget i generationer.

Süleymaniye-moskéen er den største i byen og et bevis på arkitekten Sinans geni. Den stod færdig i 1557. Den ligger på Istanbuls tredje høj med en fantastisk udsigt over Det Gyldne Horn. Sinan anså den som en øvelse til sit senere mesterværk i Edirne.

I modsætning til Den Blå Moské er her færre turister, og det føles mere som en levende moské. Indretningen er enkel og skaber en følelse af ro. De farvede glasvinduer er skabt af en berømt kunstner fra det 16. århundrede.

Bag moskéen ligger en kirkegård med gravmæler for sultan Süleyman og hans kone Hürrem Sultan. De er åbne for besøgende og er absolut værd at se.

Çukurcuma ligger i en lille lavning nedenfor Galatasaray-pladsen i Beyoğlu og løber ned mod Bosporus. Det er kun fem minutters gang fra Istiklal, men stemningen er helt anderledes. Området har i årtier været byens centrum for antikviteter. Butikkerne er proppet til loftet med osmanniske møbler, gamle kort, vintage-kameraer, sovjetiske ure og pladespillere fra 70'erne.

Orhan Pamuk brugte kvarteret som kulisse i sin roman "Uskyldens Museum", og selve museet ligger her i et hus fra det 19. århundrede på Çukurcuma Caddesi. Her findes 83 montre med genstande, der passer til hvert kapitel i bogen. Museet blev kåret som årets europæiske museum i 2014.

Der er katte overalt, og antikvitetshandlerne tager deres fag seriøst. Hvis du leder efter et sted med karakter – lidt slidt og melankolsk – er det her.

Eyüp Sultan-moskéen er et af de helligste steder i islam. Det skyldes graven for Abu Ayyub al-Ansari, en af profeten Muhammeds ledsagere, der døde under den første arabiske belejring af Konstantinopel i år 674. Da sultan Mehmed erobrede byen i 1453, byggede han en moské på stedet. Den nuværende bygning er fra år 1800 efter et jordskælv.

I århundreder kom nye osmanniske sultaner hertil for at modtage Osmans sværd som symbol på deres magt. Området ligger uden for de gamle mure ved Det Gyldne Horn og tiltrækker tusindvis af pilgrimme hver dag, især om fredagen og på helligdage.

Besøgende er velkomne uden for bedetiderne, og der er gratis adgang. Det omkringliggende kvarter med brostensbelagte gader, den enorme kirkegård, der klatrer op mod Pierre Loti-højen, og de hyggelige tehuse gør det til en af de mest interessante dele af byen at udforske.

Fener ligger ved Det Gyldne Horn, lige nord for Balat. Navnet kommer fra det græske ord for lygte, en henvisning til det fyrtårn, der engang stod her. I århundreder var det byens græsk-ortodokse kvarter, hjem for rige handelsfamilier. Her ligger stadig det økumeniske patriarkat i St. Georgs-kirken, som er det åndelige centrum for ortodokse kristne verden over.

Den mest markante bygning er det græsk-ortodokse kollegium i røde mursten, der troner på højen som noget fra et andet kontinent. Nedenfor ligger smalle gader med huse fra det 19. århundrede og spor efter et samfund, der engang var meget større – den græske befolkning i byen er faldet fra 100.000 i 1955 til under 3.000 i dag.

Fener er et godt sted til en langsom gåtur. Kombiner det med Balat lige mod syd for at se 500 års religiøs og kulturel historie på én eftermiddag.

Kuzguncuk er et lille kvarter på den asiatiske side i Üsküdar. Det ligger i en dal med vandet på den ene side. Det er et sted, folk der har boet i byen i årevis anbefaler – ikke på grund af berømte seværdigheder, men fordi kvarteret har bevaret sin karakter, mens alt andet har ændret sig.

På hovedgaden finder man både en moské, to kirker og en synagoge tæt på hinanden. Her er gamle træhuse med haver, små fiskerestauranter ved vandet og tehuse, hvor mænd spiller backgammon. Det ligner en by fra for 50 år siden.

Fra kysten kan man se Bosporus-broen og den europæiske side mod vest. Det er en sjælden påmindelse om, hvordan mange kvarterer så ud, før storbyen voksede helt vildt.

Denne bygning er omkring seks år ældre end sin berømte navnebror. Den blev bygget som kirke i det 6. århundrede af kejser Justinian. Det er sandsynligvis den ældste bevarede byzantinske bygning i byen.

Den ottekantede kuppel var et arkitektonisk eksperiment, som ingeniørerne senere forfinede ved Hagia Sophia. En græsk indskrift indvendigt priser kejseren og hans kone Theodora. Bygningen blev lavet om til en moské i 1497. Gården omkring den rummer i dag små værksteder for traditionelt tyrkisk håndværk.

Her er fredeligt, og man mærker historiens tyngde uden de store menneskemængder. Den ligger i en rolig gade i Sultanahmet, kun ti minutters gang fra Den Blå Moské, men har kun en brøkdel af de besøgende.

Adalar er en gruppe på ni øer i Marmarahavet, en times sejlads fra centrum. Her er ingen biler, og stilheden er mærkbar. Navnet kommer fra byzantinsk tid, hvor man sendte uønskede prinser i eksil her. I dag flygter folk fra Istanbul herhen i weekenderne for at få ro.

Büyükada er den største ø og er fyldt med gamle trævillaer fra den victorianske tid. Mange af dem er smukt forfaldne. Man kommer rundt på cykel eller til fods. St. Georg-klosteret på toppen af højen har en fantastisk udsigt over havet og ind mod byen.

I juli og august er færgerne tætpakkede. Forår og tidligt efterår er langt bedre; vejret er stadig godt, og man møder flere lokale end turister.

Şerefiye-cisternen – også kaldet Theodosius-cisternen – er et byzantinsk vandreservoir fra det 5. århundrede. Den lå glemt og fyldt med brokker i årevis, før den blev restaureret og åbnet i 2018. Den er mindre end Basilica Cistern, men her er færre mennesker, og det føles mindre som et teater.

Her er 32 marmorsøjler og moderne glasbroer, så man kan kigge ned på de gamle vandkanaler. Belysningen er stemningsfuld, og der bliver jævnligt afholdt små kunstudstillinger dernede. Restaureringen har bevaret den originale murstensstruktur.

Med en pris på 650 TRY er det betydeligt billigere end Basilica Cistern. Det er en af de bedre bevarede hemmeligheder i Sultanahmet, selvom området ellers er meget velbesøgt.

Dette kompleks består af tre museer i Gülhane Park tæt på Topkapi. Det arkæologiske hovedmuseum blev grundlagt i 1869 og er landets ældste museum bygget til formålet. Samlingen tæller over en million genstande, hvilket gør det til et af de største i verden.

Højdepunkterne tæller Alexander-sarkofagen med scener fra slagmarken (selvom det ikke er hans egen) og Kadesh-traktaten fra 1259 f.Kr., som er verdens ældste kendte fredstraktat. Museet for det Gamle Orient har desuden samlinger fra Mesopotamien og Egypten, herunder relieffer fra Ishtar-porten i Babylon.

Det er et af byens bedste museer, men det bliver ofte overset af turister, der skynder sig videre til paladset ved siden af. Et besøg her tager nemt 3-4 timer. Billetten til €15 giver adgang til alle tre bygninger.

Istanbul Modern åbnede i 2004 som landets første museum for moderne kunst. Den nye bygning fra 2023 er tegnet af Renzo Piano og ligger helt ude ved vandet i Karaköy. Her er masser af galleriplads og en flot udsigt over Bosporus og den historiske halvø.

Samlingen viser tyrkisk kunst fra det 20. århundrede frem til i dag, herunder maleri, skulptur, fotografi og video. Det giver et spændende indblik i en tyrkisk kunsthistorie, de færreste besøgende kender til. Der er også løbende internationale særudstillinger af høj kvalitet.

Selve bygningen er et besøg værd i sig selv. Caféen og terrassen i stueetagen har en af de bedste placeringer ved vandet i hele byen. Entré koster €15, og fredag aften er der åbent helt til kl. 20.

Miniaturk er en park med 135 modeller af vigtige bygninger fra hele Tyrkiet i størrelsesforholdet 1:25. Den dækker alt fra Hagia Sophia og Topkapi til klipperne i Kappadokien. Parken åbnede i 2003 og er verdens største af sin slags.

Det er en oplagt familieaktivitet, og den fungerer godt som sådan. På halvanden time får man et godt overblik over landets arkitektoniske historie – fra byzantinsk til osmannisk tid. Hvis man ikke har tid til at rejse rundt i resten af Tyrkiet, er det her et fint plaster på såret.

Der er også et minitog og en labyrint. For voksne er det lige så meget en geografitime som en kunstoplevelse. Familier med børn får ofte mest ud af det.

Dette er verdens eneste museum bygget til at ledsage en roman. Orhan Pamuk åbnede det i 2012 i et hus i Çukurcuma. Bogen fortæller historien om en besat kærlighed i 1970'ernes Istanbul, og museet udstiller de ting, hovedpersonen samler på: cigaretskod, fotografier, øreringe og porcelænshunde.

De 83 montrer passer til bogens kapitler. Hvis man har læst bogen, føles historien pludselig meget virkelig. Hvis ikke, fungerer det stadig som et unikt tidsbillede af byens overklasse i 70'erne. Museet blev kåret som årets europæiske museum i 2014.

Billetten koster 120 TRY. Museet har lukket om mandagen og er et af de mest originale eksempler på, hvordan man kan lave et museum.

Museet ligger i İbrahim Pasha-paladset på Sultanahmet-pladsen lige over for Den Blå Moské. Det er det eneste private palads fra osmannertiden, der er bevaret uden for de kejserlige komplekser. Bygningen med den elegante gårdhave er i sig selv en oplevelse.

Samlingerne tæller keramik, manuskripter og glas, men tæpperne er hovedattraktionen. Her findes tæpper fra det 13. århundrede, som er de ældste tyrkiske tæpper, man kender til. De er overraskende velbevarede og udstillet sammen med senere osmanniske værker.

For €17 er det et af de bedste museer i byen til prisen. Den etnografiske afdeling i kælderen fortæller om livet som nomade i Anatolien med telte og traditionelt værktøj, hvilket giver god kontekst til en rejse videre ud i landet.

Pera-museet ligger i det gamle Bristol Hotel fra 1893 i Beyoğlu. Den faste samling har tre dele: orientalistiske malerier, anatolske måleenheder og keramik fra Kütahya. Det er et af byens mest gennemførte private museer.

De orientalistiske malerier viser, hvordan europæiske kunstnere så på livet i det osmanniske rige. Det mest kendte værk er "Skildpaddetræneren" af Osman Hamdi Bey, som er et must-see. Særudstillingerne her holder ofte et meget højt internationalt niveau med navne som Picasso og Warhol.

Entré koster kun €4, og fredag aften har de åbent helt til kl. 22, hvilket er sjældent for et museum. Det gør det til et af de mest tilgængelige steder for kultur i byen.

Museet ligger i et gammelt ankerstøberi fra det 19. århundrede ved Det Gyldne Horn. Det er det første store museum i Tyrkiet dedikeret til industri, transport og kommunikation. Bygningen i sten med de gamle jerndetaljer er flot i sig selv.

Samlingen er meget varieret: en ubåd fra 2. verdenskrig, gamle biler, dampmaskiner, fly og endda tidlige computere. Her findes også en kopi af Wright-brødrenes flyver. Det handler om menneskelig opfindsomhed gennem tiderne frem for én bestemt tidsperiode.

Det er et godt alternativ til de sædvanlige seværdigheder og fungerer godt for både børn og voksne. Haven ved vandet minder om, at her lå store skibsværfter i flere hundrede år.

Museet ligger i en gammel villa ved Bosporus i Emirgan. Bygningen blev før i tiden brugt som privatbolig for Sabancı-familien. Haven med terrasser ned mod vandet er grund nok i sig selv til at kigge forbi og forstå, hvorfor rige familier byggede sommerresidenser her.

Den faste samling på de øverste etager viser osmannisk kalligrafi, men det er de moderne særudstillinger, der for alvor trækker folk til. Her har været store udstillinger med navne som Picasso, Rodin og Ai Weiwei med lån fra verdens største museer.

Det er et af de bedste museer i byen, hvis man vil kombinere kunst med smukke omgivelser. Det ligger lidt uden for centrum, hvilket betyder, at der sjældent er alt for mange mennesker.

Çamlıca Hill er det højeste punkt på den asiatiske side af Istanbul, 262 meter over havets overflade i Üsküdar-distriktet. På en klar dag kan man se hele byen herfra: den historiske halvø, broerne over Bosporus, Det Gyldne Horn og øerne i Marmarahavet. Det er det mest komplette overblik over Istanbul, man kan få.

Højen er delt i to områder – Büyük (store) og Küçük (lille) Çamlıca – begge med tehuse, restauranter og stier. En enorm moské bygget i 2019 dominerer nu toppen; det er Tyrkiets største målt på kapacitet. Parken omkring den er populær blandt lokale, der kommer for udsigten og den friske luft frem for specifikke seværdigheder.

Fordelen her frem for Galata-tårnet eller Pierre Loti er 360-graders perspektivet og følelsen af byens enorme skala. Ulempen er transporten; det kræver en taxa eller bus fra Üsküdar, hvilket tager tid.

Emirgan Park er en af de største parker i Istanbul. Den har en lang historie og har tilhørt både osmanniske generaler og egyptiske khediver i det 19. århundrede. De tre pavilloner på grunden – den gule, lyserøde og hvide – fungerer i dag som caféer og restauranter. Byen købte jorden i 1940 og åbnede den som offentlig park i 1943.

De fleste besøger parken i april under tulipanfestivalen. Her bliver der plantet millioner af blomster på skråningerne. Tulipanerne har stor kulturel betydning i Tyrkiet, da det osmanniske hof i det 18. århundrede var besat af at fremdyrke nye sorter.

Uden for festivalsæsonen er parken et roligt sted til en gåtur, især en hverdagsmorgen. Udsigten over Bosporus fra de øverste terrasser er god, og Sakıp Sabancı-museet ligger kun fem minutters gang herfra.

Gülhane Park ligger mellem Topkapi-paladset og havet i den ældste del af byen. Navnet betyder "rosernes hus", og her vokser stadig roser på terrasserne. Det var engang paladsets ydre have og fungerede før det som sultanens jagtområde. Den åbnede for offentligheden i 1912. Parken er på 117.000 kvadratmeter og har en flot udsigt over vandet mod den asiatiske side.

I parken findes et museum for videnskabshistorie og Goter-søjlen, en romersk sejrssøjle fra det 3. århundrede. En gåtur gennem parkens øvre del følger paladsets ydre mure og giver små kig ind til paladshaven.

Gülhane er et af de bedste bud på en park, der også er et historisk sted. Efter at have betalt for indgang til de store seværdigheder i Sultanahmet, er det rart med en gratis park. Det fungerer godt som et sted at tage en pause i skyggen mellem besøg på de historiske steder.

Pierre Loti-højen ligger i Eyüp og har en flot udsigt over Det Gyldne Horn. Den er opkaldt efter en fransk forfatter, der boede her i 1876 og blev forelsket i byen. Han sad ofte på en lille café på toppen og skrev. Caféen findes stadig og er et simpelt tehus med træborde.

Udsigten herfra viser hele buen af Det Gyldne Horn og den historiske halvø i det fjerne. Ved solnedgang bliver vandet næsten gyldent, hvilket har givet navnet til vandvejen.

Man kan tage svævebanen (TF2) derop, men turen gennem den gamle osmanniske kirkegård på vej op er turen værd. Her står gravsten med udhuggede turbaner og blomster, der fortæller fire hundrede års historie.

Yıldız Park i Beşiktaş er en af de største parker i byen og ligger ned mod Bosporus. Den var oprindeligt sultanens private jagtområde. I dag er det en offentlig park med søer, vandfald og en hængebro kaldet Skywalk over den største sø.

Der ligger to historiske pavilloner i parken, Malta Köşkü og Çadır Köşkü, som begge fungerer som caféer i de originale bygninger fra det 19. århundrede. Fra de øverste dele af parken er der en flot udsigt over vandet og den asiatiske side.

Hvis du vil besøge en park med både historie og natur, er det her et godt valg. Det er gratis at komme ind, og der er altid åbent, hvilket er usædvanligt for mange af byens seværdigheder.